Anette kender selv følelsen af svigt: "Had budgettet, og ikke dem der er tvunget til at overholde det"

Igen i dag, har jeg hørt sætningen:

"Så, nu holder hjemmeplejen bare der igen. Laver de aldrig noget?"

Der er også mange andre:

"De gider ikke gøre rent".

"De sidder bare på kontoret".

"De gider aldrig snakke". 

"Nu sprang de over mit bad igen".

Vi gider faktisk godt, men vi har ikke tid.

Ja, nogle gange sidder hjemmeplejen længe i bilen.

Måske venter de på en kollega. Måske er de ved at dokumentere. Måske har de lige haft en grim oplevelse - som et dødsfald eller en overfusning - som de sidder og kommer sig over. Måske taler de i telefon med en læge, en kollega eller en pårørende.

Måske har de bare endelig 10 minutter til en pause.

Da jeg var elev, havde vi masser af tid.

Nu har vi ikke tiden, men vi skal stadig holde til vores arbejde, til vi bliver 70 år.

På plejehjemmet pisker vi rundt.

Vi får skæld ud, fordi vi ikke kommer indenfor ét minut, efter folk har trykket på deres kald.

Vi får skæld ud, fordi folk bliver kede af, at vi ikke gør tingene for dem.

Vi får skæld ud, fordi vi ikke har tid til at sidde og snakke, men i stedet sidder på kontoret og dokumenterer.

Vi ser smerten i vores beboeres øjne, når vi går. Det gør ondt på os. Det kan flå en i stykker at gå fra en, der er bange.

Men hvad skal vi gøre? Vi har en masse andre, der skal passes. Hvem skal så passe dem?

Når jeg fortæller andre om det, siger de: "Så gå til jeres leder".

Men, hun har også en leder - og ikke mindst et budget.

Jeg er nattevagt på et plejehjem. Her er der kun én nattevagt.

Derfor kræver det også hjælp fra de udekørende nattevagter indimellem, og de kommer uden at kny.

Selvom jeg går alene, har jeg stadig nogle fantastiske kolleger. Både aften- og dagvagterne.

Fagligheden er høj. De gør en forskel hver eneste dag, også selvom de altid er under pres.

Én nattevagt er ikke meget, men hos os vil jeg ikke mene, der er behov for to.

Nogle gange kan der dog godt være brug for en ekstra. Det kan især være, hvis der er behov for en, der kan sidde hos en beboer, der kan være urolig, er syg, er udadreagerende, eller en der er døende.

Fordi der er budgetter, der skal overholdes, er der lagt praktiske opgaver over på nattevagterne. Det kan være rengøring eller tøjvask.

Vil jeg ønske, at den tid gik til beboerne? Ja. Selvfølgelig.

Det var ikke for at koge havregrød, jeg valgte min uddannelse.

Der er også nætter, hvor rengøringen ikke bliver nået. Hvor jeg, eller en anden nattevagt, vurderer, at der er et behov i plejen, der ganske enkelt er vigtigere.

Og ja, så har jeg dårlig samvittighed. Så står køkkenet og rengøringsassistenten med det, jeg ikke nåede.

Plejen i dag, er ikke hvad den var for 20 år siden.

I dag fylder de komplicerede sygdomme mere. Psykiske sygdomme fylder mere. Vi skal kunne mere. Vi skal rumme mere.

Samtidig er vi pressede. Hele tiden hver dag.

Der skal spares.

Vi er i undertal.

Men vi er også mennesker, der kan blive kede af det og frustrerede.

Vi slår ikke til. Det er vi slet ikke nok til.

Vi ved godt, det føles som svigt. Det gør det også for os.

Vi prøver alt, hvad vi kan. Vi prøver at holde hinanden oppe.

Så ser du en, der holder i bilen. En der sidder på kontoret. En der går forbi dig - så prøv at give dem et smil.

Tænk over, at de nok gør alt hvad de kan - og mere til.

Vær sød ved dem der passer dig. De gør alt, hvad de kan. De vil faktisk gerne lære, og de vil rigtig gerne være der for dig.

Had budgettet, og ikke dem der er tvunget til at overholde det.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk