Asbest fundet på dansk sygehus – op til 100 ansatte skal undersøges

Et parkeringsdrama, et akut ønske om specialiserede demenstilbud og to aftaler til mange milliarder kroner. Vi dykker ned i nogle af ugens vigtigste historier fra 'velfærdsdanmark'.
28. maj
Endelig kom regnen, og det skyhøje tørkeindeks er på retur.
Fra på søndag er det officielt sommer, men inden da vender vi nogle af de vigtigste begivenheder i ugens løb.
Kommunernes og regionernes økonomi på plads
Tirsdag landede regeringen og kommunerne økonomiaftalen for 2026. Og onsdag kunne man så præsentere en aftale med regionerne.
Kommunernes økonomi bliver løftet med 3,2 milliarder kroner ekstra til velfærd og daglig drift, mens regionerne bliver tilført cirka 2,3 milliarder kroner ekstra.
Begge aftaler bliver modtaget positivt i FOA.
Næstformand Thomas Enghausen fremhæver, at de to aftaler sikrer den nødvendige økonomi i forhold til både demografien og velstandsudviklingen.
Om kommunernes aftale siger han:
”Det betyder, at vores medlemmer i ældreplejen, daginstitutionerne og andre steder kan være med til at levere den velfærd, danskerne forventer og fortjener. Så er det op til kommunerne at stoppe med spareregimet, og bruge de penge der er stillet til rådighed.”
Lignende toner lyder om aftalen med regionerne.
”Det ser ud til, at økonomiaftalen sikrer vores sundhedsvæsen, og giver et tiltrængt økonomisk løft. Det er godt nyt for patienter, pårørende og alle de mange ansatte i sundhedsvæsenet, som hver dag gør en forskel,” siger Thomas Enghausen.
Ansatte i protest over parkeringsdrama
Skal man som medarbejder selv betale for at parkere uden for sin arbejdsplads?
Det spørgsmål er ifølge DR blevet ultraaktuelt i forbindelse med åbningen af det nye Aalborg Universitetshospital, der slår dørene op næste år.
I den forbindelse har et flertal i nordjyske regionsråds forretningsudvalg nemlig foreslået at kræve penge fra de ansatte for parkering. Cirka 250 kroner om måneden, som trækkes via lønnen.
Men det forslag er bestemt ikke faldet i god jord hos medarbejderne.
”Det kan ikke være rimeligt, at det er os som medarbejdere, der skal betale for at drive sygehuset, siger Jan Trangeled,” der er fællestillidsrepræsentant for portørerne på Aalborg Universitetshospital.
Op til 100 medarbejdere skal undersøges efter asbestfund
Vi bliver i det nordjyske, hvor der er fundet asbest i Regionshospital Nordjyllands bygninger. Det skriver TV2 Nord.
Til mediet fortæller hospitalsdirektør Frank Skriver Mikkelsen, at der blev fundet asbestholdet materiale i forbindelse med en screening af hospitalets bygninger.
Fundene er gjort på Neuroenhed Nord i Brønderslev og to forskellige steder på matriklen i Hjørring.
Det betyder, at mellem 70 og 100 medarbejdere nu skal undersøges for, om asbestforekomsterne har haft sundhedsmæssige konsekvenser for dem.
”Det er en lungefunktionsundersøgelse, der bliver lavet af Lungemedicinsk Afdeling, og så bliver der lavet et helbredstjek nede på Arbejdsmedicinsk Klinik,” siger hospitalsdirektøren til TV2 Nord.
Kommune vil oprette specialiserede tilbud til borgere med svær demens
Utryghed og mistrivsel præger aarhusianske plejehjem, hvor op mod ti beboere med svær demens eller anden form for psykisk lidelse udviser udadreagerende adfærd. Ifølge rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde er situationen uholdbar.
”Vi taler om borgere med komplekse behov, som vi i dag ikke har det rette tilbud til. De mistrives, deres adfærd eskalerer og det rammer hele fællesskabet på plejehjemmene. Det her er ikke værdigt – hverken for den enkelte borger, de andre beboere eller personalet,” siger rådmanden i en pressemeddelelse.
Kommunen vil nu oprette specialiserede tilbud til denne særlige gruppe borgere, men opfordrer også til at lovgivningen på området laves om.
”De lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset og ventelister på specialiserede tilbud betyder, at flytningen af en udadreagerende borger tager alt for lang tid, og det går udover både de borgere som er udadreagerende og dem som bor sammen med dem,” siger Christian Budde.