Camilla blev udsat for stalking af en borger: I dag lever hun under jorden

Hun står i sin entré. Udenfor er efterårets mørke faldet på.

Hun tager sko og jakke på og når helt hen til hoveddøren. Men så stopper hun op.

Pulsen banker for fuld knald i hendes ører. Alle sanser skærpes.

Hun tør ikke åbne døren. Frygten for at blive bange overmander hende.

Kvinden i entréen er 36-årige Camilla. Hun er uddannet socialpædagog og lever i dag under jorden.

For at forstå, hvordan det er kommet så vidt, skal vi spole tiden tilbage til foråret 2021, hvor Camilla fik job på et bosted drevet af Københavns Kommune for borgere med autisme.

Et job, som var mere stille og roligt end det job, hun kom fra, hvor hun havde arbejdet med mere belastede borgere og dagligt var blevet angrebet fysisk.

Men i slutningen af juli – fire måneder efter at hun startede på bostedet – skete der noget på en aftenvagt.

En af beboerne sagde til Camillas kollega, at han vil ”nakke ham”.

”Stemningen var anspændt. Jeg valgte at blive lidt længere, så min kollega ikke skulle stå med det alene,” husker Camilla.

Tilhold

Da kollegaen fik fri, fulgtes de gennem nattens mørke ned mod Amager Fælled, men de var ikke alene.

Beboeren fra bostedet fulgte efter dem, og da Camilla og kollegaen skiltes, fulgte beboeren først efter kollegaen, men pludselig ændrede han kurs og begyndte at følge efter hende.

Det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange Camilla havde talt med beboeren i løbet af de fire måneder, hun havde været ansat. Men nu gik han ved siden af hende og sagde nogle mærkelige ting.

”Jeg følte mig utryg og vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. I panik valgte jeg at gå hjem med ham i hælene,” fortæller hun.

Inde fra sin lejlighed kunne hun se, at beboeren blev stående ude på parkeringspladsen.

Hun ringede til nattevagten på bostedet, som tilkaldte politiet, men da de ankom, var beboeren væk.

Den nat tilbragte Camilla i sin lejlighed i selskab med en kollega fra hendes arbejde.

For Camilla var det ikke længere trygt at have vagter på bostedet.

I stedet for at arbejde opholdt hun sig i sin etværelses lejlighed, hvor beboeren jævnligt prøvede at komme i kontakt med hende – enten ved at møde fysisk op eller skrive til hende på diverse platforme.

Hun fik konsultationer hos en krisepsykolog og besøg af en sikkerhedskonsulent, der lærte hende at tjekke sin cykel for sporingsudstyr.

”Jeg havde en fast regel om, at jeg skulle ud at gå 20 minutter om dagen. Heldigvis lå der et supermarked i bunden af blokken, og der var glaspartier, så jeg kunne se, om han stod udenfor,” siger hun.

”Det var ikke sjovt at være mig. Det var under Corona, jeg følte mig isoleret, og mine veninder turde ikke være sammen med mig. Han kom aldrig med dødstrusler, men jeg frygtede, at han ville voldtage mig – eller tage mig med sig i døden.”

I midten af august – to uger efter den nat, hvor beboeren havde fulgt efter Camilla – udløste hans adfærd et tilhold af fem års varighed mod at kontakte eller følge efter Camilla.

Men det overholdt han ikke.

Flere gange vendte han tilbage til Camillas bopæl, hvor han ringede på hendes dørtelefon, bankede på hendes dør og råbte til hende fra gaden.

Dagligt var Camilla i kontakt med politiet, enten fordi borgeren dukkede op ved hendes adresse, eller fordi der tikkede beskeder ind på hendes private mail, Messenger, LinkedIn og Pinterest.

Alene den 10. oktober modtog hun mails fra ham kl. 01.13, 02.23, 02.39, 02.40, 03.32, 04.09, 04.41, 04.50, 04.48, 05.34, 05.38, 05.41, 06.02, 06.07, 06.19, 06.25, 06.28, 06.34, 06.47, 06.52, 06.54, 06.56, 07.10, 22.37, 22.40, 22.54 og 22.56 – i alt 27 mails på en enkelt dag.

”Jeg blokerede ham, men han oprettede hele tiden nye profiler. Alle beskeder handlede om, at jeg skulle være hans mor eller kone,” fortæller hun.

Han sendte hende blandt andet tegninger, hvor han havde portrætteret hende som en stor, frodig viking med langt gult hår og kæmpestore røde bryster.

Men det meste af det, han sendte, så hun ikke. Beskeden fra politiet var nemlig, at hun ikke skulle læse beskederne eller åbne videoer – bare sende dem videre til dem.

13. oktober 2021 – præcist to måneder efter, at borgeren havde fået et tilhold og gentagne gange havde brudt det – blev han anholdt og frihedsberøvet frem til den 22. november 2021.

Det lysner – men så…

I januar 2022 kom sagen for retten. Her blev borgeren dømt for systematisk og vedvarende chikane af Camilla, trusler mod Camillas kollega og blufærdighedskrænkelse, da han havde sendt en video til Camilla, hvor han blottede sin penis.

Straffen lød på fire måneders fængsel, hvoraf 60 dage skulle afsones. Og da borgeren allerede havde været frihedsberøvet under sagen, var de 60 dage allerede udstået.

Men han havde ikke sendt den sidste besked til Camilla, som på det tidspunkt havde skiftet job og var flyttet til en ny lejlighed.

”Jeg var glad for mine nye kollegaer og kunne abstrahere fra de beskeder, jeg fik. Jeg sendte dem bare videre til min sagsbehandler i politiet – og mængden var blevet mindre,” fortæller hun.

”Jeg gik til koncerter og følte, at jeg havde et nogenlunde normalt liv, taget i betragtning af, at jeg havde en peberspray i tasken, som jeg havde våbentilladelse til.”

En peberspray, som hun fik brug for en dag i marts 2022.

Via en bekendt havde borgeren fundet hendes nye arbejdsplads.

Nu stod han ude på parkeringspladsen med en buket roser i hånden, da Camilla fik fri.

Han tog fat i hendes skulder. Rædselsslagen løb hun tilbage mod sit arbejde, mens hun sprøjtede peberspray mod ham. En af hendes kollegaer fik øje på Camilla og forsøgte at få hende i sikkerhed på kontoret, mens han stod i døren og kæmpede med borgeren, som ville efter Camilla.

Men det lykkedes borgeren at komme ind. Igen sprøjtede Camilla ham med peberspray, før hun løb væk og låste sig inde sammen med en af beboerne og ringede til politiet.

Borgeren blev ved med at lede efter Camilla, mens han råbte ad kollegaen, at han ville smadre ham, hvis han rørte ham. Først da borgeren indså, at Camilla var væk, forlod han stedet.

Da borgeren nu vidste, hvor hun arbejdede, måtte hun igen skifte arbejdsplads.

Stod i hendes gård

Den 21. september 2022 skulle borgeren igen for retten. Han forklarede, at han godt vidste, at han havde et tilhold mod at opsøge Camilla. Han ville bare gerne tale med hende og sige undskyld.

I retten blev han dømt for stalking af Camilla og for at have truet hendes kollega.

Lovovertrædelserne udløste en dom på behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, hvilket betød, at kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne beslutte, om borgeren skulle genindlægges.

Foranstaltningen havde en længstetid på fem år.

Men heller ikke denne gang satte det en stopper for hans adfærd.

Tre uger senere opsøgte han igen Camilla. Denne gang ved hendes hjem.

”Der var en stor jernport ind til min gård, som jeg følte mig tryg bagved. Men pludselig stod han ude foran min terrasse, hvor jeg stod og røg,” fortæller hun.

I stedet for at løbe eller fryse begyndte Camilla at råbe ad ham og slå ham.

”Jeg var ikke rar, men jeg var færdig. Han havde frataget mig retten til at færdes frit og føle mig tryg,” forklarer hun.

Først efter at have råbt løb Camilla hen til sin lejlighed og forsøgte at lukke døren, men ligesom ved episoden på hendes tidligere arbejdsplads, var han hurtig og fik sat en fod i klemme.

”Der opstod tumult. Jeg gav ham peberspray og skreg efter hjælp, men ingen kom. I panik trykkede jeg på min overfaldsalarm,” fortæller hun:

”Til sidst råbte en ung pige ind i lejligheden, om der var nogen, der havde brug for hjælp. Jeg råbte, at manden i min lejlighed var psykisk syg, og at hun skulle ringe til politiet. Det fik ham til at løbe væk.”

På krisecenter

Det viste sig, at signalet på overfaldsalarmen ikke virkede. Cirka 100 meter væk holdt seks patruljevogne, som var taget ud for at hjælpe hende, men de havde ikke kunnet finde hende.

Senere på aftenen blev borgeren anholdt.

”Jeg havde skreget så meget, at jeg i de næste 14 dage næsten ikke havde nogen stemme,” siger Camilla.

Flere gange i forløbet var det blevet bragt op, om Camilla burde flytte på krisecenter. Men hun havde stejlet, for hun var pædagog. Hvis hun skulle på krisecenter, var det for at arbejde der – ikke for at bo der.

Men nu gav hun sig.

”Det var på samme tid frygteligt og trygt at komme på krisecenter. Der var lås, og der var vagt. Den første nat sov jeg 18 timer,” fortæller hun.

Hun slettede sin Facebook og fik ny mailadresse.

”Det var virkelig svært at lukke min Facebook, for det var der, jeg havde kontakt til mine venner og kunne følge med i deres liv,” fortæller Camilla.

Efter en sygemelding vendte Camilla tilbage til arbejdet, men efter to angstanfald og en vagt juleaften, hvor angsten overmandede hende, sagde hun stop.

Seks måneder efter at Camilla indlogerede sig på krisecenter, gik hun under jorden.

Borgeren var frihedsberøvet frem til begyndelsen af maj 2023, hvor han blev dømt for stalking af Camilla.

Han blev frikendt for vold, da retten ikke kunne udelukke, at han uforsætligt kunne have ramt Camilla i ansigtet med sin hånd i forbindelse med, at han afværgede sprøjtet fra hendes peberspray.

På baggrund af den retspsykiatriske erklæring og de øvrige lægelige oplysninger om borgerens personlige forhold fandt retten, at han på gerningstidspunktet havde været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom.

Og da han i september året forinden havde fået en behandlingsdom på maksimalt fem års varighed, fik han ingen yderligere straf.

Vil ikke være et offer

I dag har Camilla fået nyt job uden for pædagogfaget, som hun aldrig skal tilbage til.

Hun har stadig sine peberspray, men overfaldsalarmen har hun afleveret, fordi en anden skulle bruge den.

Hvor borgeren befinder sig, kan hun ikke oplyse.

”Jeg vidste godt, at faget havde dårlige lønninger og vagter juleaften. Men jeg valgte det, fordi jeg var dedikeret. Det var en del af min identitet at være socialpædagog. Jeg var stolt af det, men glæden ved faget har han stjålet fra mig,” fortæller hun.

”Jeg kan ikke engang gå ned at handle uden at blive bange, hvis nogen ser mærkelige ud. Jeg går helt i panik. Jeg er med til at marginalisere dem, og det er det stik modsatte af, hvem jeg er.”

Men det er ikke kun jobbet, hun har givet afkald på.

”Jeg har altid ønsket mig at finde kærligheden, men jeg har opgivet tanken om en partner. Så snart nogen flirter, sniger jeg mig væk, fordi jeg bliver bange,” siger hun.

Selvom Camillas liv er forandret og præget af den stalking, hun har været udsat for, er hun fortrøstningsfuld.

Hun får psykologhjælp og støtte fra en hjemmevejleder, der hjælper hende med at håndtere hendes undgåelsesadfærd.

”Det var virkelig dårligt vejr, da han begyndte at stalke mig, og det har sat sig som et traumeanker. Men jeg gør fremskridt. Lige nu øver jeg mig i at turde gå ud i mørket, for det er hårdt, når solen går ned kl. 16,” siger hun.

Og én ting står klart: Hun nægter at være et offer.

”Det skal ikke være min identitet. Jeg har ikke valgt det. Jeg hedder Camilla, og jeg kan godt lide at gå ture og læse bøger. Det er ikke ’Jeg hedder Camilla og er et stalkingoffer.’”