Når din borger drikker: Hvor går grænsen mellem omsorg og moral?

Skal du skælde borgeren ud, fordi han drikker? Eller skal du rose, når han drikker mindre?

For Sidsel, der er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen er svaret klokkeklart.

”Vi skal kunne tale om konsekvenserne ved misbruget, men vi må aldrig dømme,” skriver hun til panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin om, hvordan en borgers alkoholmisbrug har splittet medarbejdergruppen omkring ham, fordi de er uenige om, hvordan misbruget skal håndteres.

Du kan høre hele podcasten her. 

”Det er jo borgernes liv det her. Jeg kunne aldrig drømme om at købe alkohol til borgerne, men jeg synes heller ikke, de skal have skældud. Og om de skyller pillerne ned med alkohol, gør ingen forskel, hvis de alligevel har tænkt sig at drikke det bagefter.”

Med egen moral på arbejde

Man kan ikke bruge sin egen moral til særligt meget, når man går på arbejde, mener medlem af panelet Jógvan Ditlevsen, der selv er social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen – og selv har udfordringen tæt ind på livet.

”Hav respekt. At drikke er et valg, han allerede har truffet. Og man kan ikke stoppe en borger med at drikke, hvis han ikke vil,” siger Jógvan Ditlevsen og stiller et helt grundlæggende spørgsmål:

”Skal du arbejde professionelt eller være privatperson, når du er på arbejde? Og min holdning vil til enhver tid være, at du bliver nødt til at være professionel i det. Det med at du har en holdning om, at han skal stoppe, fordi det er bedst for ham … Ja, det er bedst for ham. Men du får ham ikke til at stoppe. Ikke medmindre han selv vil.”

Misbrug er en sygdom

Louise Brandstrup, der er pædagogmedhjælper, men også tidligere har arbejdet ufaglært i hjemmeplejen mener, at vi ikke kurerer sygdom ved at skælde ud.

”Og et alkoholmisbrug er en sygdom. Mennesker vælger jo ikke at være alkoholikere, og du kurerer ikke sygdom ved at sige, at man ikke må drikke.”

Også Klaus Søndergaard Hansen, der arbejder som brandmand og er tidligere redder har oplevet lidt af hvert hos de borgere, han er kommet ud til.

”Han har formentlig været alkoholiker hele sit liv, og der er en grund til at han er endt der, hvor han er. I vores job må man simpelthen pakke sin morale sammen,” siger han og erkender, at han har købt to øl til en borger, der nægtede at komme med ind i ambulancen for at blive kørt på hospitalet.

”Jeg ved, at det er på kanten, men vi havde simpelthen ikke fået ham med, hvis vi ikke havde gjort det.”

Købte to øl

Også Louise Brandstrup indrømmer, at hun har fået en borger i bad på denne måde, da hun som ganske ung var ufaglært i hjemmeplejen.

Her sætter Jógvan Ditlevsen derimod grænsen. Lige som Sidsel i brevet til Dilemmaklubben kunne han aldrig drømme om at købe alkohol til en alkoholiker.

”Jeg kommer ikke til at køre ned og købe to øl til borgeren, både fordi det er no go, og fordi jeg laver splitting i personalegruppen. For så kan borgeren sige, jamen han købte øl, hvorfor vil du ikke. Det er et andet aspekt.”

Han mener, at det at få medarbejdergruppen til at trække i samme håndtag over for borgeren er et langt og sejt træk.

”Men Sidsel har fat i det rigtige her. Hun anerkender og giver ros, når han drikker mindre, og det er den helt rigtige kommunikationsform med borgeren. Ikke at tale om misbruget ville være misforstået omsorg.”

Panelet ville elske at diskutere dit dilemma næste gang. Så hvis du har noget på hjerte, skriv til dilemma@foa.dk. Du kan være helt anonym og vi hjælper med at skrive det, uanset om det er sjovt, pinligt eller bare virkelig svært.