Christians dilemma provokerer: For fin til at tømme skrald – eller er det naturligt, at alle ikke udfører alle opgaver?
Vi er i gang med et skifte – fra et tydeligt faghierarki til et mere fleksibelt system, hvor medarbejdere arbejder sammen på nye måder. Det skaber forvirring, siger ekspert, om Christian, der bliver forarget, når forskellige faggrupper nægter at hjælpe hinanden, fordi det "ikke er deres opgave".
07. juli
Christian er forarget over, at nogle af hans kolleger tilsyneladende føler sig for fine til visse arbejdsopgaver.
For eksempel når en social- og sundhedsassistent ikke vil tage lidt rengøring, eller en sygeplejerske nægter at gå ud med skraldet bare en enkelt gang – fordi det hører til social- og sundhedshjælperens opgaver.
”Vi er der for borgeren,” skriver Christian – der selv er social- og sundhedsassistent – til panelet i podcasten Dilemmaklubben med Malin.
Du kan høre podcasten via linket.
Og Christians holdning har vakt stærke reaktioner – især på Facebook, hvor næsten 400 læsere og lyttere har delt deres meninger.
Bedste hold er sammenhold
”Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden – det bedste hold er sammenhold,” skriver en.
”Jeg er sygeplejerske … og det er sgu da noget pjat. Vi udfører alle grundlæggende pleje,” lyder det fra en anden.
Men ikke alle er enige. Nogle mener, at social- og sundhedsassistenternes særlige viden og faglighed bør bruges til det, de er uddannet til. De har i forvejen mange opgaver, og det handler ikke om at føle sig hævet.
”Jeg er social- og sundhedsassistent og deltager gerne i alle former for opgaver. Men der er opgaver, som kun kan løses af SSA’er. Jeg har desværre ofte oplevet en manglende forståelse for det,” siger en tredje.
Hierarkierne løsnes
Uenigheden i debatten undrer ikke Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun forsker i organisering af omsorg og pleje.
”Sundheds- og ældreplejen er midt i en voldsom transformationsproces,” forklarer hun.
”Vi er på vej væk fra en stiv opdeling af faggruppernes opgaver til en mindre standardiseret og mere fleksibel fordeling.”
Hun beskriver, hvordan man tidligere klart adskilte sygeplejeopgaver, social- og sundhedsassistent-opgaver og social- og sundhedshjælperopgaver – endda internt i faggrupperne via kompetencekort.
Et vadested i forandring
”Men nu er vi et sted, hvor vi arbejder hen imod noget mere smidigt og situationsbestemt,” siger Pia Kürstein Kjellberg.
Hun ser det blandt andet i de faste teams i ældreplejen, som udrulles i hele landet med ældrereformen og gennem projekter, hun har fulgt i kommunerne. Det er et slags vadested – en overgangsfase, der tager tid. Derfor skaber forandringen også debat og forvirring.
Når vi lærer hinanden at kende som de fagpersoner og mennesker, vi er – som Peter og Agnete – så begynder vi at stole på hinandens observationer.
Pia Kürstein Kjellberg, projektchef, VIVE
”Men omstillingen giver mening. Hvis man arbejder i mindre, tværfaglige teams og forsøger at minimere antallet af hænder på håndtaget, fremfor at hver faggruppe kun løser sine egne opgaver, så opstår der fleksibilitet,” siger hun.
”Hvis sygeplejersken alligevel er der for at give medicin, kan hun jo lige stille et glas vand frem, i stedet for at social- og sundhedshjælperen skal køre 15 km bare for det.”
Samarbejde gennem kendskab
Når teamet planlægger og udfører arbejdet sammen, lærer de også hinanden at kende – både fagligt og personligt.
”Vi ser, at tæt samarbejde får faggrupperne til at opdage, hvad der fungerer, og hvad der er helt åndssvagt. Så finder de selv ud af, at ’selvfølgelig kan jeg tage posen med skrald med ud’, når jeg nu alligevel er der for at aflaste en kollega.”
Konkret faglighed – ikke titler
Det handler ikke om titler, men om konkret faglighed og personlig kendskab.
”Når sygeplejersken, social- og sundhedsassistenten og social- og sundhedshjælperen lærer hinanden at kende, kan de se, hvem der har flair for mere, og hvem der med fordel kan oplæres i nye opgaver – som f.eks. sygeplejeopgaver,” siger hun.
Det er en udvikling, der skal gro nedefra – ud af det, teamet selv oplever som meningsfuldt.
”Det her er ikke noget, man indfører fra den ene dag til den anden. Det handler om tillid, og om at finde løsninger i praksis. Over tid.”
Alle skal ikke gøre alting
Men betyder det, at alle skal gøre alting hele tiden? At social- og sundhedsassistenten konsekvent skal gøre rent hos borgeren?
”Det kan være superfrustrerende, når man i forvejen er presset, at blive kaldt en dårlig kollega, fordi man ikke gør rent oven i alle sine andre opgaver,” siger Pia Kürstein Kjellberg.
Hun understreger pointen:
”Den her forandring skal ikke drives af et princip om, at ’nu skal alle alting’. Det kan ikke lade sig gøre – og det giver ikke mening. Forandringen skal gro ud af konkrete erfaringer: at ’det her er faktisk smartere’.”
Tillid er nøglen
Hun forstår godt, at man reagerer, hvis man får besked på at gå ud med skrald oven i en allerede stram køreliste.
”Det skal ske uden konflikt. Når vi lærer hinanden at kende som de fagpersoner og mennesker, vi er – som Peter og Agnete – så begynder vi at stole på hinandens observationer og vurderinger,” siger hun.
Der findes både unge, usikre sygeplejersker og erfarne social- og sundhedsassistenter og -hjælpere. Alle kommer med forskellige grader af modenhed – både som mennesker og fagpersoner.
”De kan hjælpe hinanden og begynde at arbejde sammen som de konkrete personer, de er – i de konkrete borgeres hjem. Det er dér, det bliver spændende.”
