Sne og frost er over os: Her er tjeklisten til sikker snerydning

Når du er færdig med at skovle sne, er det en god idé at strække ud, så du undgår skader.. COLOURBOX

Fagbladet FOA guider dig til effektiv snerydning, så du sikkert igen kan færdes på fortov og indkørsler.

Opdateret 07. januar

Det er så smukt, når de hvide snefnug omdanner Danmark til et vinterlandskab.

Men det smukke vejr kommer også med en pris. Flere af os risikerer at glide på de spejlblanke overflader og komme til skade. 

Hvis du er en af dem, der kan se frem til snerydning, kommer her en tjekliste til, hvordan du kan komme snedriverne til livs.

Husk, at det er din arbejdsgivers ansvar at sikre, at du kan arbejde sikkert. Også, når det er glat udenfor, og der falder sne.

Artiklen er opdateret med et nyt punkt den 7.1.2026.

  1. 1

    Hav udstyret i orden

    Inden du begiver dig udenfor og går til angreb på snedriverne, så er der nogle ting, du bør sikre dig. For det første så er skridsikre sko et must, når du skal skovle sne.

    For det andet bør du undgå 'et stykke med bart', da kulde får kroppen til at spænde. Brug eventuelt termotøj.

    Afslutningsvis er det en fordel at have både en sneskovl, en kost og vejsalt. De kan købes i de fleste byggemarkeder. Det vigtigste er, at sneskovlen er bred uden at være for tung. Du kan med fordel bruge en, som er fremstillet i krydsfiner eller plastik.

  2. 2

    Gør det på det rigtige tidspunkt

    Det er fristende at blive indenfor, når den nyfaldne sne har lagt sig på fortovet og indkørslen, men det er en god ide at skovle sneen med det samme.

    Jo tidligere du går i gang med at fjerne nyfalden sne, desto lettere er det. I visse tilfælde kan du nøjes med at feje det væk, fordi sneen endnu ikke er blevet stampet.

  3. 3

    Husk at salte

    Du kan med fordel salte asfalten, efter du har ryddet den for sne. Ved at lave saltlage (en del salt og firedele lunkent vand) bruger du betydeligt mindre salt, end hvis det bliver strøet ud med hånden.

    Prøv så vidt muligt at fordele saltet jævnt, da det skåner overfladen og giver det bedste resultat. Køkkensalt kan også bruges, hvis du ikke har vejsalt.

  4. 4

    Pas på din krop

    En omgang sneskovling kan både være tidskrævende og hårdt, og derfor er det en god idé ikke at haste dig igennem opgaven. Varm din krop op inden med nogle armsving og lette knæbøjninger og sørg for at drikke vand og holde pauser undervejs.

    Brug en sneskovl til at skubbe den nyfaldne sne foran dig, og brug en haveskovl, når du skal fjerne stampet sne. Hold ryggen lige, bøj benene, og lad næse og fødder pege samme vej, når du skovler sne. Husk at skift arbejdsstilling jævnligt så du undgår belastning.

  5. 5

    Kend lovgivningen

    Når sneen falder, følger der også et ansvar med. Som grundejer har du pligt til at sikre, at der er ryddet sne og saltet, så adgangsveje omkring din ejendom er sikre.

    Det er vigtigt – ikke mindst for dem, der skal kunne komme frem i deres arbejde. Hvis hjemmeplejen, sygeplejen eller andre ansatte glider på en glat adgangsvej og kommer til skade, kan det i værste fald ende med både bøder og erstatningskrav.

    Manglende snerydning kan også betyde, at postbuddet eller renovationsmedarbejdere ikke kan udføre deres arbejde, hvis de vurderer, at det er for farligt at færdes på vejene.

    Vil du være sikker på, hvad du selv har ansvaret for? Her kan du læse mere om forskellen på offentlig vej (som kommunen har ansvaret for) og og privatvej, hvor ansvaret lægger hos grundejeren. 

  6. 6

    Kontakt kommunen hvis du er i tvivl

    Selvom det som udgangspunkt er lovpligtigt at skovle sne samt salte ude foran sin private ejendom, er der visse gråzoner. Er det for eksempel dit ansvar som kommunal dagplejer at rydde sne i indkørslen, så forældre kan aflevere deres børn?

    Et spørgsmål om hjælpemidler til snerydning er noget, som kommunerne vil håndtere meget forskelligt. Det er derfor en god idé at tage fat i din kommune eller lokale FOA-fagforening, hvis du er i tvivl. 

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler