Tidspresset stiger på landets plejehjem:Samme normeringer, men flere krævende beboere

Modelfoto Colourbox

Næsten halvdelen af de plejehjemsansatte oplever, at det kan være svært at udføre deres opgaver tilfredsstillende. “Det skaber utryghed og dårlig samvittighed,” siger sektorformand hos FOA.

13. august

En ny rapport sætter tal og ord på en bekymrende tendens: Plejepersonalet på landets plejehjem oplever et stigende tidspres – blandt andet fordi flere og flere beboere har demens.

Ifølge rapporten er andelen af plejehjemsbeboere med demens steget fra 51 til 59 procent. Men samtidig er personalenormeringerne ikke fulgt med det øgede plejebehov.

Faktisk har normeringerne stort set ikke ændret sig siden 2019, hvor VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – sidst lavede en lignende opgørelse.

Den nye rapport er også udarbejdet af VIVE, denne gang for Ældre Sagen og FOA.

Tidspres fører til dårligere behandling af de ældre, skaber utryghed hos de pårørende og giver dårlig samvittighed hos medarbejderne

Tanja Nielsen, sektorformand hos FOA

Og det er en stor udfordring, påpeger sektorformand ved FOA Tanja Nielsen. 

“Der er jo stor forskel på at passe en person, der sidder i kørestol på grund af en blodprop - altså noget rent fysisk - og så at passe et menneske med demens,” siger hun og fortsætter: 

“Ofte er borgerne langt henne i deres demensforløb, før de bliver visiteret ind på et plejecenter. Det kræver bare enormt meget mere af det personale, som har ansvaret for dem.”

Skal være flere steder på én gang

Undersøgelsen viser da også, at næsten halvdelen af de plejehjemsansatte på en typisk uge oplever, at der er pleje- og omsorgsopgaver, som kan være vanskelige at nå at udføre tilfredsstillende.

Plejehjemmene svarer uddybende, at netop forholdet mellem antal ansatte og borgernes voksende behov for pleje er en årsag til, at tidspresset stiger. 

“Som medarbejder er man jo efterhånden nødt til at kunne være flere steder på én gang. De skal hele tiden prioritere benhårdt,” siger Tanja Nielsen

Hun fortæller, at plejepersonalet ofte står i svære situationer og skal vurdere, hvor de skal hjælpe først.

Det er en misforståelse, at “hænder bare er hænder”

Tanja Nielsen, sektorformand

Er det hos borgeren, der er faldet? Den ældre, der skal på toilet? Eller måske den demente, der søger mod døren og er på vej ud af plejehjemmet?

“Det er den virkelighed, der er derude, og den er ikke rar at se i øjnene. For man ved jo som plejepersonale, at tidspres fører til mindre god behandling af de ældre, skaber utryghed hos de pårørende og giver dårlig samvittighed hos medarbejderne,” lyder det fra Tanja Nielsen. 

“Det er en misforståelse”

Samtidig svarer lederne på flere af landets plejehjem, at det er vanskeligt at finde medarbejdere med de rette kompetencer. Mere end halvdelen af plejecentrene oplyser, at de har betydelige rekrutteringsudfordringer.

Og selvom det ikke overrasker Tanja Nielsen, bekymrer det hende. 

“Det betyder jo, at der kommer flere ufaglærte eller personale uden de rette kompetencer, og det gør bare noget for kvaliteten. For de kan af gode grunde ikke udføre de samme opgaver som det uddannede personale,” siger hun og fortsætter: 

“Det er en misforståelse, at “hænder bare er hænder”. Men sådan er det jo ikke. Du forventer jo heller ikke samme kvalitet af en tømrer, som ikke er uddannet.”  

Sektorformanden håber da også, at pointerne i VIVE-rapporten og FOAs fokus på udfordringerne kan få politikerne til at sætte ældreplejen først til det kommende kommunalvalg.

Store kommunale forskelle

Rapporten viser nemlig også, at der er stor forskel på normeringerne rundt om i landet - særligt om natten. 

Eksempelvis har en medarbejder på en almindelig nattevagt i Mariagerfjord Kommune ansvaret for 37 borgere. 

Drejer man blikket mod kollegaerne i Middelfart Kommune, ser tallene noget anderledes ud. Her har personalet i gennemsnit 13,8 beboere, som de hver især skal tage sig af. 

Du kan læse meget mere, se kortet og dykke ned i, hvordan det står til i din kommune i artiklen her.


Fagbladet anbefaler