Dom over sosu-assistenter: Dybt ulykkelig sag

Fredag morgen faldt der dom over de to aarhusianske sosu-assistenter, der stod tiltalt for uagtsomt manddrab.
29. maj 2015
En tragisk og ulykkelig sag, som vi kan tage ved lære af.
Sådan siger sektorformand i FOA social- og sundhedssektoren Karen Stæhr efter dommen over de to aarhusianske sosu-assistenter, der stod tiltalt for uagtsomt manddrab.
Dommen, der faldt fredag morgen i Retten i Aarhus, lyder på 20 dagsbøder til denne ene og 20 dages fængsel til den anden.
Vi skal tage ved lære
”Sagen fra Aarhus er dybt ulykkelig og tragisk, og vi skal selvfølgelig tage ved lære af den og gøre, hvad vi kan for at sikre, at det ikke sker igen,” lyder det fra Karen Stæhr til Fagbladet FOA.Sagen kom frem efter, at de to sosu-assistenter tilbage i juli 2013 forsøgte at give en 88-årig plejehjemsbeboer en smertestillende pille.
Manden nægtede at spise pillen, så den ene sosu-assistent knuste pillen og rørte den ud i saltvand, mens den anden overførte medicinen til mandens drop. Den 88-årige døde umiddelbart efter.
Fagligheden er høj
Karen Stæhr frygter, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved den generelle faglighed blandt sosu-assistenter.”Sosu-assistenters faglighed er høj og skal ikke beklikkes. Alle kan begå fejl, men det betyder ikke, at hele gruppen af sosu-assistenter ikke er dygtige nok. Det er de,” understreger sektorformanden.