Portører genoptager arbejdet

Portørerne håber på dialog, efter de har valgt at genoptage arbejdet. Colourbox

Mandag morgen har portørerne på Sjælland valgt at genoptage arbejdet efter flere dages arbejdsnedlæggelse.

01. juni 2015

Efter seks dages strejke har portørerne på sygehusene Nykøbing Falster, Næstved, Holbæk, Roskilde og Slagelse valgt at genoptage arbejdet. Arbejdsnedlæggelsen var en reaktion på et serviceassistent-projekt i Region Sjælland.

Læs mere om strejken

”Grunden til, at vi har valgt at genoptage arbejdet er, at vi ønsker en dialog. Regionsrådsformanden har udtalt, at han ikke vil tale med os, så længe der er en konflikt. Derfor genoptager vi arbejdet med en formodning om, at det starter en konstruktiv dialog om portører og deres uddannelse,” siger portør og tillidsrepræsentant Jørgen Linder til Fagbladet FOA.

Utilfreds med behandling

Serviceassistent-projektet skal erstatte det klassiske portørjob med mere fleksible serviceassistenter, der for eksempel også kan gøre rent.

”Vi er utilfredse med den behandling, vi har fået i forbindelse med serviceassistentuddannelsen,” fortæller Jørgen Linder om bevæggrunden for strejken.

I løbet af onsdag og torsdag nedlagde flere portører i København og Aarhus også overenskomststridigt arbejdet i sympati med deres kollegaer i Region Sjælland. Her valgte portørerne fredag morgen at genoptage arbejdet.

I sidste uge pålagde Arbejdsretten portørerne en skærpet bod, hvis de ikke genoptog arbejdet.