Udsatte børn: De plaffer os ned, hvis vi ikke gør noget for dem

Hvis udsatte børn og unge skal klare sig bedre på arbejdsmarkedet end deres forældre, har de først og fremmest brug for nogle voksne rollemodeller, de kan spejle sig i.
14. juni 2015
”Hvis vi ikke vil gøre noget for de børn og unge, der har det allersværest, af menneskelighed og social forståelse, bør vi gøre det for vores egen skyld. For de kommer og plaffer os ned, hvis der ikke sker noget.”
Den markante udmelding kom fra Lisbeth Zornig, økonom, forfatter og tidligere formand for Børnerådet ved Folkemødet på Bornholm.
På mødets sidste dag satte FOA gang i en debat om, hvordan der kan skabes bedre rammer for udsatte børn, det vil sige børn fra for eksempel familier præget af langtidsarbejdsløshed eller misbrug.
Den skøre energi skal have retning
Musiker og rapper Emil Simonsen fra bandet "Suspekt" berettede om egne erfaringer med problemet og erklærede sig enig med Lisbeth Zornig.
”Mange af de udsatte børn og unge, især drengene, aner ikke, hvor de skal gøre af deres skøre energi. De bliver ikke kriminelle for kriminalitetens skyld, men fordi de her får fællesskab og anerkendelse.”
Emil Simonsen pegede på, at udsatte børn og unge på alle måder søger at berettige deres eksistens, og derfor er det vigtigt med voksne, der ser dem og tør være rollemodeller for dem.
”Spot, hvad de er gode til. For eksempel til at reparere knallerter. De skal simpelthen fodres med faglig stolthed.”
Opbyg stolthed hos de unge
Socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen, der selv er opvokset i et socialt belastet kvarter, var enig i betydningen af at opbygge stoltheden hos de udsatte.Og han nævnte fritidsjob som en mulighed, som hans egen kommune har haft succes med.
”Disse børn og unge har brug for et fællesskab, og de kan blive rigtig stolte af at være Føtex- eller Fakta-dreng. Derfor skal vi have virksomhederne med.”
Brug for bedre normeringer
Dorthe Boe Danbjørg, formand for Forældrenes Landsforening (FOLA) understregede, hvor vigtigt det er, at pædagoger og pædagogmedhjælpere i daginstitutioner og skolefritidsordninger kan spotte de børn, der har det svært.
”Vi er nødt til at sikre, at vi har nogle voksne, der kan give disse børn det, som de ikke får hjemme.”
FOA-formand Dennis Kristensen bakkede forældre-synspunktet op, men tilføjede, at problemet grundlæggende handler om ulighed.
”Derfor skal der være ressourcer nok til at gøre noget ved uligheden. Det er blandt andet derfor, at FOA foreslår minimumsnormeringer i daginstitutionerne, så de ansatte faktisk har tid til både til de udsatte børn og til de andre."