Kommuner fyrer Tryghedsplejen

Det private hjemmehjælpsfirma Tryghedsplejen er kommet i kommunernes søgelys, efter TV 2-programmet Operation X har annonceret afslørende dokumentar om firmaet.
24. september 2013
Omfattende brug af ufaglært arbejdskraft fra ikke godkendte underleverandører har fået Vejle Kommune til at fyre det private hjemmehjælpsfirma Tryghedsplejen Midt for kontraktbrud
Fra 1. april 2014 er firmaet ikke længere leverandør af hjemmepleje i Vejle Kommune.
”Selvom der ikke har været noget at udsætte på plejen ved vores tilsyn, vurderer vi, at vi ikke kan fortsætte samarbejdet med Tryghedsplejen Midt, da omfanget af ufaglært arbejdskraft fra ikke godkendte underleverandører har været så omfattende”, skriver Vejle Kommunes velfærdsdirektør Kirsten Tønnesen i en pressemeddelelse.
Klager fra borgere
Også Høje-Taastrup Kommune har valgt at opsige deres kontrakt med Tryghedsplejen.Begrundelsen er klager fra borgere, der har haft Tryghedsplejen til at sørge for personlig og praktisk hjælp.
”Tryghedsplejen har ikke leveret en tilfredsstillende vare, og vi har derfor valgt at opsige kontrakten med dem,” siger borgmester Michael Ziegler til Dagbladet Roskilde.
Tip fra Operation X
Kommunernes reaktion skyldes blandt andet tip fra programmet Operation X, der haft en såkaldt muldvarp ansat, og som ifølge traileren for programmet afslører sorte lønninger til ansatte og forkerte fakturaer til kommunerne.Blandt andet skulle Tryghedsplejen have krævet penge for en borger, der var bortrejst, og en borger, der er død.
Imran Hussain, der er partner i Tryghedsplejen, har bekræftet, at der har været fejl med faktureringen.
”Det er helt korrekt, at der har været rod i faktureringen. Især med den døde borger. Det er noget, vi har været i dialog med kommunen om,” siger han til TV2.dk.
Operation X sendes tirsdag kl. 20 på TV 2.