Flere ældre sendes for tidligt hjem fra hospitalet

3 ud af 4 ansatte i social- og sundhedssektoren mener, at borgerne kommer for tidligt hjem fra sygehusene.
05. august 2015
Antallet af ældre, der bliver sendt hjem fra hospitalerne for tidligt, er steget i forhold til for to år siden.
Det mener tre ud af fire af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren ansat på plejehjem, aktivitetscentre og i hjemmeplejen.
Det er FOA, der står bag den nye undersøgelse, der sætter fokus på, hvor godt de ansatte i hjemmeplejen og på plejecentrene føler sig rustet til at tage imod de mange ældre, der udskrives fra sygehusene. Hele 57 procent svarer, at de ikke altid er parate til at tage imod borgerne.
’Bliver nødt til at svigte’
Eksempelvis siger en social- og sundhedsassistent, der deltager anonymt i undersøgelsen:”På plejecentrene er vi altid minimum af personale. Det kan derfor være svært at få en beboer hjem med ekstra behov for hjælp – så bliver vi nødt til at svigte et andet sted, og det ender altid med overarbejde.”
Ifølge medlemmerne er de vigtigste årsager til, at hjemmeplejen og plejehjemmene ikke er klar til at tage imod de ældre fra sygehusene, at mange udskrives op til weekenden eller helligdage. Derudover halter kommunikationen mellem sygehus og ældrepleje, der er for få ressourcer, og borgerens tilstand er ofte for dårlig.