Chefen gør rent for at lære

Rengøringsledere i kommuner tog selv fat med rengøringen for at lære mere om, hvordan medarbejdernes arbejdsdag var. Steffen T. Nielsen // Arkivfoto

Nye veje i rengøring: Ledere, der lærer af ansatte, og ansatte, der tages med på råd fra starten.

23. september 2015

Rengøringsledere i praktik hos egne medarbejdere.

Tillidsrepræsentant spørges til råds om rengøringsforhold ved ombygning.

Det er eksempler på nye initiativer inden for rengøring, som for tiden præsenteres på konferencer med titlen ”God rengøring kommer ikke af sig selv”. Konferencerne er arrangeret af FOA, 3F og Kommunernes Landsforening.

I praktik hos medarbejder

Rengøringslederne i praktik er Hanne Tidemand og Claus Michael Holm fra Sorø Kommune. Da de var nye ledere i kommunen, valgt de at bruge et par arbejdsdage på at lære området at kende.

Claus Michael Holm har tidligere haft ansvar for rengøring af togstationer hos DSB. I Sorø var han blandt andet ude at feje og vaske gulv sammen med rengøringsmedarbejderen i en vuggestue og børnehave.

”Det var sjovt. Hun satte mig blandt andet til at vaske nogle lamper af, som jeg havde påpeget trængte til det. Men dem havde hun selv haft svært ved at nå,” fortæller han til Fagbladet FOA.

Sorø-rengøringslederen er sikker på, at han også fremtiden vil ud at gøre rent – for at høre, hvad der rører sig blandt medarbejderne.

Arkitekt-fejl

Tillidsrepræsentanten, der blev spurgt til råds, er Pia Nielsen, Social- og Sundhedsforvaltningen, Københavns Kommune. Hun blev inddraget, inden kommunen ombyggede et plejecenter.

”Der er mange eksempler på fejl, der kan undgås, hvis vi bliver inddraget,” siger hun. Som eksempler nævner hun, at arkitekter ofte foreslår smarte, ujævne overflader, der er svære at holde rene, maling der bliver skrubbet af, når fladerne skal rengøres, og gulvbelægninger af træstave, der er svære at holde.

”Eller de bygger rengøringsrummene for små, så gulvvaskemaskiner ikke kan komme ind i dem eller glemmer en udslagsvask til vores beskidte vand,” siger hun.