Dagplejer styrker børns sprog med bogstaver

Hos dagplejer Birte S. Østergård tumler poderne rundt blandt ord og bogstaver i hele huset. Eksperter er uenige om, hvorvidt det er en god idé.
09. oktober 2015
Inde under spisebordet er dagplejer Birte S. Østergård krøbet sammen med børnene Villads, Anders, Troels og Xander. De kigger de op i ‘loftet’ – undersiden af bordet – hvor der overalt er klistret ord fast: ‘Sko’, ‘Anders’, ‘Bil’. I de næste tyve minutter leger de og taler om ordene.
Der er ord overalt i dagplejer Birte S. Østergårds hjem. På vægge, krus, stole, spejle og legetøj.
“Jeg tror på, at alle børn fortjener at blive så dygtige, de kan blive. Det bliver de, hvis jeg leger bogstaver, ord, sprog, og i øvrigt også tal, ind, gerne så tidligt som overhovedet muligt,” siger hun.
Ikke skolelignede
Hun er inspireret af de pædagogiske principper bag det landsdækkende projekt Ny Nordisk Skole, og understreger, at hun på ingen måde hiver de små ind i skolelignende situationer. Hun arbejder det ind i hverdagen og i legen.
“Børn elsker ord og bogstaver. Min klare oplevelse er, at det her først og fremmest kommer fra dem selv, det er ikke noget, jeg pacer frem," siger hun til Fagbladet FOA.
Børnene har en helt naturlig nysgerrighed i forhold til at lære, forklarer Birte S. Østergård.
"Jeg har blot gjort dem nysgerrige og arbejder sproget ind i børnene på en måde, som de kan lide. Lige nu har jeg drenge, så handler det om traktorer og biler. Mit næste kuld kan se helt anderledes ud. Så finder jeg på noget andet," siger hun.
Uenighed om sprogfokus
Birte S. Østergård er langt fra den eneste med fokus på de mindre børns sprogstimulering, for ansatte bombarderes med, hvordan sproget udvikles hos de små.
Og det er der god grund til, mener ph.d. og tidligere lektor i dansk sprog og læsning, Kjeld Kjertmann.
“Det er en udbredt misforståelse, at helt små børn ‘bare skal lege’. Det er faktisk en katastrofe. Hvis vi vil stimulere børn optimalt, skal vi sætte ind allerede fra ni- måneders alderen med både mundtlig og skriftlig sprogstimulering," siger han.
Kan bære præg af undervisning
Ida Kornerup, Ph.d. og lektor på UCC, er enig i, at sprogarbejdet i dagtilbud er væsentligt, men advarer mod, at der går for meget skole i den.
“Jeg har med bekymring observeret, at der i danske daginstitutioner og med børn ned til toårs-alderen, er samlinger, der minder om at gå i skole. Helt små børn får spørgsmål som: ‘Hvad dag er det i dag?’ eller ‘Hvilket bogstav begynder dit navn med?’. Spørgsmålene bærer præg af undervisning og inviterer ikke til dialog og nysgerrighed. Tværtimod,” siger hun.