Ansatte ønsker mere magt over anbragte unge

De nuværende regler for at bruge magt over for anbragte unge er for utydelig Mikkel Østergaard

Flere magtbeføjelser over for anbragte børn og unge er nødvendigt, mener tillidsrepræsentanter. Socialministeren arbejder på sagen.

06. oktober 2015

Der er brug for bedre mulighed for at anvende magt over for anbragte børn og unge på døgninstitutioner og opholdssteder.

Det mener fem ud af de otte tillidsrepræsentanter, der arbejder på området, og som Fagbladet FOA har talt med.

På døgninstitutionen Nexus i Jægerspris står personalet ofte i situationer, hvor en ung agerer uhensigtsmæssigt, men hvor personalet er i tvivl om, hvorvidt de må gribe ind med for eksempel magt. Den nuværende bekendtgørelse lægger nemlig op til fortolkning, mener omsorgsmedhjælper og tillidsrepræsentant Morten Sørensen.

Store konsekvenser

“I flere situationer ligger tvivlen i baghovedet. Risikerer jeg en fyring, hvis jeg griber ind her? Jeg håber, at reglerne bliver konkretiseret, for det er et stort pres at arbejde under, og det er med til at skabe berøringsangst,” siger han.

For Morten Sørensen handler det omsorgsmæssige hensyn, når der skal anvendes mangt over for de unge.

“Deres handlinger kan have vidtrækkende konsekvenser, som kan føre dem ud i hård kriminalitet eller prostitution. Det kan jeg se, men det kan den unge ikke i situationen. Og så ser jeg det som mit ansvar at gribe ind, og det må reglerne ikke stå i vejen for," siger han.

Smadrer hele hytten

Tillidsrepræsentant og socialpædagog Nnenna Matzon, der arbejder på en anden institution, er enig.

“Hvis en beboer vælger at smadre hele hytten, må vi bare se på og så rydde op bagefter. Vi kan kun gribe ind i nødværge, hvis den unge for eksempel har bare tæer, og det flyder med glasskår. Det er frustrerende,” siger hun.

Alle tillidsrepræsentanter, som fagbladet har talt med, understreger, at magtanvendelse altid skal være sidste udvej, og at pædagogiske løsninger skal forblive førsteprioritet.

Lovforslag på vej

Socialminister Karen Ellemann (V) kommer i løbet af efteråret udspil til øget brug af magtanvendelse.

“Det kan være et voldsomt indgreb at begrænse børn og unges mulighed for at bevæge sig frit. Men det kan være nødvendigt, og vi skal have modet til at diskutere, hvornår det kan være det, og give mulighederne for at gribe ind,” siger hun til Fagbladet FOA.

Læs mere: Interview med ministeren