Langt mellem vikarerne

Der er travlhed på Lokalcenter Abildgården i Aarhus, når planlæggerne får en sygemelding ind. Særligt fordi det ikke er muligt at hente vikarer ind. Niels Åge Skovbo

Næsten hver anden social- og sundhedsmedarbejder på plejecentre oplever, at vikardækningen er forringet de seneste to år.

15. oktober 2015

Muligheden for vikardækning på landets plejecentre er blevet dårligere de seneste to år.

Det mener knap hver anden, 47 procent, af de adspurgte medlemmer i en ny FOA-undersøgelse.

Den dårligere vikardækning er især udbredt ved kortvarig sygdom, men der er også problemer ved langvarig sygdom, viser undersøgelsen.

Så lidt som muligt

Århus Kommune er et af de steder, hvor plejecentrene mærker, at vikardækningen er blevet ringere.

”Vi har en beslutning om at bruge vikar så lidt som overhovedet muligt. Det er en dyr løsning,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive til Fagbladet FOA.

Hun siger i øvrigt, at hun ikke blander sig i, hvordan man dækker sig ind ved sygefravær i de enkelte institutioner.

Nul vikar

På Lokalcenter Abildgården i Aarhus oplever man følgerne af den dårligere vikardækning.

”Det er en uskreven regel, at vi ikke indkalder vikar, hvis der kun er en enkelt sygemelding”, fortæller tillidsrepræsentant Hanne Svenning.

Den manglede vikardækning betyder, at de ansatte må finde på løsninger for at få hverdagen til at gå op.

"Vi kan skubbe et bad, aflyse rengøring eller aflyse en aktivitet for borgerne," siger hun.

Hurtigere nedslidning

Karen Stæhr, der er formand for FOAs Social- og Sundhedssektor, peger på, at besparelser på vikarområdet skaber hurtigere nedslidning og mere sygdom.

"Det er problematisk, når man ikke har den nødvendige dækning ved fravær, fordi der i forvejen er lavt normeret," siger hun.

FOA arbejder sammen med flere faglige organisationer og ældre-, patient- og pårørendeorganisationer for at forbedre vilkårene for både borgere og medarbejdere.

”Det er vigtigt, at arbejdet på plejecentre udføres værdigt, etisk og fagligt, og det kan vi ikke i dag. Vi ser meget alvorligt på det her,” siger Karen Stæhr.