Blomster afløste sprutten

Angst og alkoholproblemer bliver forvandlet til selvtillid med hjælp fra mentor og teknik- og servicemedarbejder Jørgen Sthen Hansen.
03. november 2015
En scooter fræser op ad indkørslen på Lindhøj Plejecenter. Fleksjobber Rune Simonsen hopper af, smider hjelmen og finder trillebør med hakker og skovl frem og begiver sig mod haven.
I omkring tre år var han en del af plejecentrets mentorordning med teknik- og servicemedarbejder Jørgen Sthen Hansen som sin betroede mentor. Siden foråret har han været ansat af kommunen i fleksjob for at betjene plejecentrets grønne områder og er dermed én af mindst 15, som plejecentrets mentorprojekt har hjulpet i enten uddannelse eller i job i projektets femårige levetid.
Læs også: Plejecenter hjælper ledige i gang
Jørgen Sthen Hansen betyder stadig meget for Rune Simonsen og den opblomstring, han fortsat gennemgår.
“Jørgen er fantastisk. Jeg vil sige, at han har en god psykologisk, menneskelig indsigt. Han er typen, der ikke skal have penge for at være en god leder. Han er det bare,” siger han til Fagbladet FOA.
På ny mission
Med kraftfulde bevægelser går de to mænd i kast med at ordne bed.
“Du, Jørgen. På min køretur tænkte jeg på en ny mission,” siger Rune og skuer ud over det grønne areal. “Jeg vil gerne lave en hønsegård her.”
“Ved du hvad, Rune? Den er købt, det kan blive dit vinterprojekt,” siger Jørgen.
Tidligere havde Rune lidt for stor hang til sprutflasker, men i haven har den tidligere arkæolog fundet sit rette element.
“Jeg er lidt af en havemand, og jeg har nærmest en hel planteskole derhjemme,” fortæller han og peger på nogle georginer, han har plantet. “Dem har jeg for eksempel haft med hjemmefra.”
Glædeligt besøg i kælderen
Det er tid til kaffepause, og de to bevæger sig ned til værkstedet i kælderen. Her venter der glædeligt besøg af 25-årige Morten Eitzh.
For et års tid siden startede han i praktik som pedel på plejecentret og led dengang af angst og sneg sig langs panelerne de første tre uger. Siden er der sket meget. Han er lige kommet fra den skole, hvor han er i gang med uddannelsen som ejendomsservicetekniker.
“I dag fremlagde jeg om affaldssortering foran 30 mennesker. For et år siden var jeg gået min vej,” fortæller han.
Han er glad for sin tid på plejecentret og håbet er, at han får en lærekontrakt.
“Jeg har svært ved at forestille mig et sted, der er ligeså godt som dette,” siger han.