”Vi føler, at Susanne er en del af vores familie”

Seks måneder var Kim, da han første gang satte sine små ben hos dagplejer Susanne Kristiansen i Hørve i Odsherred Kommune. Hans forældre, Naomi og Patrick Makwala, skulle på sprogskole efter at have fået asyl i Danmark, så det var deres første møde med en kultur, hvor det ikke er familiemedlemmer, der tager sig af børnene.

Kims mor var med den første uge i dagplejen. Hun viste blandt andet Susanne, hvordan han var vant til at få sin grød.

“Jeg syntes jo, at den var lidt for tynd, men jeg gjorde, som Naomi plejede. Det vigtigste var at gøre hende tryg og vise, at jeg lyttede til det, hun kom med. Når tilliden er der, så kommer resten nærmest af sig selv,” siger Susanne Kristiansen.

Det er Kims forældre enige i. Nu, hvor han er fyldt to år, færdes ikke bare han, men også Patrick og Naomi hjemmevant hos Susanne. Her kan de spørge om alt. Da Naomi fandt ud af, at Kim var glad for Susannes boller, bad hun om råd og fik straks tilbudt et bagekursus af Susanne i en middagspause. 

“Nu elsker hele familien boller,” griner Patrick, der får en kop kaffe i Susannes køkken.

Efter en tid med fagter, billeder og engelske ord foregår samtalerne nu på dansk. Ved arrangementer og lignende sørger Susanne altid for at give besked i god tid på skrift. Det kan for eksempel være om et julearrangement i kirken, for så kan Naomi og Patrick, der er Jehovas Vidner, selv afgøre, om de vil holde Kim hjemme den dag. 

“Vi føler, at Susanne er en del af vores familie. Her er man tryg,” siger Patrick og fortæller om en svær tid, hvor hans mor var alvorligt syg hjemme i Congo.

“I mit hjemland græder mænd normalt ikke, men hos Susanne kan jeg give slip.”