Kæledyr forbudt i dagplejen

”Det er synd og skam, for vi har brugt hunden pædagogisk. Den har også spillet fodbold med nogle af børnene,” fortæller dagplejer Heinrich Kønig fra Middelfart om sin hund Maggie. Den må ikke længere opholde sig samme sted som børnene i dagplejens åbningstid. Niels Åge Skovbo

Flere forældre vil have dyrefrie hjem. Derfor skal børn og kæledyr nu holdes helt adskilt hjemme hos dagplejerne i Middelfart Kommune.

11. marts 2016

Stuen er fyldt op med otte børn i tumlingealderen hjemme hos Heinrich Kønig i Middelfart. Både han og hans kone er dagplejere og hygger sig med de mange unger. Men bag en dør ud til en gang lyder jævnligt en piben. Det er Maggie. Parrets tre år gamle tæve. En lavbenet, hvid såkaldt bomuldshund. Eller ”bichon frisé” for kendere.

Siden 1. marts har hun og parrets to katte ikke været i samme rum som dagplejebørnene, selv om de ellers altid har kunnet bevæge sig frit rundt i hjemmet. For godt tre uger siden blev det nemlig besluttet, at dagplejere skal holde børn og dyr fuldkommen adskilt i løbet af dagen.

”Børnene forstår det ikke. De kan jo høre hende. Hvorfor lukker vi hende så ikke ind? Når vi er inde, så er hun ude, og omvendt. Det er vi jo pisket til,” siger Heinrich Kønig.

Frygt for bid og allergi

Årsagen til den nye regel er, at et stigende antal forældre ønsker dyrefrie hjem til deres børn. Det fortæller leder af dagplejen i Middelfart Kommune Mette Riis Møller:

”Det handler ikke altid om allergi. Nogle forældre bryder sig bare ikke om dyr. De er bange for, at deres børn bliver bidt. De synes ikke, at det hører til i en institution eller hos en dagplejer.”

Mange har reageret på de nye regler. For de dagplejere, der har haft børn og dyr sammen i hverdagen er det da også en stor indgriben, mener Mette Riis Møller.

”Men som kommune bliver vi nødt til at lytte til forældrenes ønsker,” siger hun.

FOA er blevet kontaktet af flere af de dagplejere, hvis dyr pludselig er kommet i vejen for deres arbejde. Beslutningen blev godkendt af det lokale MED-udvalg den 8. februar – altså kun tre uger før de nye regler trådte i kraft.

”Jeg kan godt forstå, at de er skuffede og kede af det. Og man kan kritisere, at det er indført med meget kort varsel,” siger arbejdsmiljøkonsulent i FOA Charlotte Bredahl. 

Men at reglen eksisterer, er der ikke meget at gøre ved.

”Der kan jo også være børn, der er allergiske. Det gør ordningen mindre fleksibel, hvis der er dagplejere, man ikke kan bruge, fordi der er dyr,” siger hun.

Hunden som redskab

Heinrich Kønig ærgrer sig over, at de ikke længere kan bruge Maggie som det pædagogiske redskab, han og konen også har set hende som. Hun er blev brugt rent pædagogisk som en slags isbryder i kontakten mellem en lidt indadvendt dreng og de andre børn.

”Vi havde en dreng med berøringsangst. Så brugte vi hunden. Den gav ham nærhed, og så kunne han sidde sammen med de andre ved hunden,” fortæller Heinrich Kønig.

Flere andre kommuner har tilsvarende en dyrepolitik på dagplejeområdet, der kræver, at børn og dyr holdes adskilt. Det gælder eksempelvis Brønderslev, Rudersdal og Kalundborg Kommune.