Sygehus fik påbud for massivt arbejdspres

Ældremedicinsk Sengeafsnit på Sygehus Vendsyssel i Hjørring har midlertidigt fået tilført mere personale. “De har haft meget travlt, og det har været hårdt, men jeg hører heldigvis fra dem, at det er blevet bedre, efter der er kommet flere hænder,” siger fællestillidsrepræsentant Anna-Marie Thøgersen. Niels Åge Skovbo

Ældremedicinsk Sengeafsnit på Sygehus Vendsyssel har fået påbud fra Arbejdstilsynet på grund af for stort arbejdspres på de ansatte.

11. maj 2016

Pauser og toiletbesøg blev udskudt, ansatte løb på gangene for at nå arbejdet og fik stresssymptomer som uro i benene og spændinger i kroppen.

Sådan lød medarbejdernes egen beskrivelse af deres arbejdsforhold, da Arbejdstilsynet besøgte Ældremedicinsk Sengeafsnit på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Det fremgår af tilsynets tilsynsrapport fra 23. december 2015, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i.

“Hvis det skulle fortsætte sådan, som det er nu, så kan man ikke holde til det,” siger en medarbejder i rapporten.

Arbejdstilsynet gav afsnittet et påbud på grund af stor arbejdsmængde og stort tidspres. Sygehuset har indtil 1. juli i år til at rette op på forholdene.

Læs også: Hvert tredje sygehus dumper i arbejdsmiljø

Fejlbehandling af patienter

Ingen ansatte på afsnittet har ønsket at stå frem i Fagbladet FOA og fortælle om deres arbejdsvilkår, men sosu-assistent og arbejdsmiljøkonsulent på sygehuset Britta Juul Lorentzen fortæller, at afsnittet har været præget af store omstruktureringer.

“Personalet er dedikerede og brænder for faget, men har haft vanskeligt ved at udføre plejen på grund af stort arbejdspres. Det har tæret hårdt psykisk på dem,” siger hun.

Arbejdspresset kommer til udtryk flere steder i rapporten fra Arbejdstilsynet.
“Medarbejdere oplyser, at de sidste 14 dage har været forfærdelige (…),” står der eksempelvis.

Det store arbejdspres resulterer også i fejlbehandling af patienter.

“Manglende sårpleje betyder flere infektioner og somatiske følgesygdomme, herunder forstoppelse. Medarbejderne oplyser, at konsekvensen af manglende sårpleje kan være fatal,” fortæller medarbejdere til Arbejdstilsynet ifølge tilsynsrapporten.

Flere hænder

Efter påbuddet er der midlertidigt tilført 1,6 fuldtidsstilling til afsnittet.
Ifølge driftsansvarlig afsnitsleder Hildur Hamper betyder den øgede normering, at medarbejdernes sikkerhed og sundhed er forbedret.

“Vi har flere tiltag i gang, som medarbejderne har været med til at definere,” siger hun og nævner blandt andet færre udskrivningskonferencer, effektivisering af stuegang, og at der maksimalt afholdes fire målsamtaler om dagen, hvilket blandt andet giver bedre mulighed for at holde pauser.

Fællesstillidsrepræsentant Anna-Marie Thøgersen oplever, at det har taget toppen af arbejdspresset. Men hun ville ønske, at hun var blevet inddraget tidligere.

“Så kunne jeg bedre have forsøgt at reagere på problemet ved for eksempel at tage det med på MED-udvalgsmøde,” siger hun.