Direktører får fede farvelfester

Kommuner bruger mange tusinde kroner på afskedsreceptioner for direktører, mens flere ansatte ’på gulvet’ får nul og niks.
18. maj 2016
157.084,98 kroner for en afskedsreception. Det lød den kommunale regning på, da eks-stadsdirektør i Odense, Jørgen Clausen, i 2014 fratrådte efter 12 år på posten.
Til gengæld var intet betalt og arrangeret, da social- og sundhedshjælper Annette Lindhardt tog afsked med arbejdslivet efter 45 års tro tjeneste i Københavns Kommune. Det fortalte hun om tidligere på året.
Forargelsen var stor på den efterfølgende debat på Facebook, som viste, at Annette Lindhardts historie langt fra var et særtilfælde. Flere af FOAs medlemmer har oplevet præcis det samme, da de selv eller en kollega gik på pension.
Afsked for over 150.000 kroner
Men når en direktør fratræder, bliver der brugt pæne pengebeløb. Det viser aktindsigter, som Fagbladet FOA har fået, i opgørelser over, hvor mange penge 14 tilfældigt udvalgte kommuner brugte på afskedsreceptioner for direktører, der er fratrådt inden for de seneste tre år.
Den billigste afskedsreception var i Fredensborg Kommune og kostede 10.434 kroner. Den næstdyreste regning lød på 117.756, 82 kroner eksklusiv moms i Vejle Kommune. Og helt i top ligger så Odense Kommune med sin regning på 157.984,98 kroner.
Menneske med stor betydning
Den tidligere stadsdirektør Jørgen Clausens afskedsreception blev afholdt på Odense Rådhus, hvor 350 mennesker fik mad, vin og øl for 83.630 kroner eksklusiv moms. Dertil kom blandt andet en regning på 62.355 kroner for annoncer.
”Afskedsreceptionen var først og fremmest en anledning til at sige tak til et menneske med stor betydning for kommunen, som gennem 12 år havde leveret enormt gode resultater,” siger kommunens chef for strategi og kommunikation Michael Bruhn Frederiksen. Han mener ikke, at beløbet er højt.
”Vi er en større eller væsentligt større kommune end de andre, I har undersøgt. Jeg synes ikke, der var noget ekstravagant over afskedsreceptionen. Der blev brugt lidt mere end 200 kroner pr. mand. Derudover brugte vi penge på at annoncere for at pleje og dyrke vigtige relationer for kommunen,” forklarer Michael Bruhn Frederiksen.
Skattekroner skal ikke bruges
En af de FOA’ere, der intet fik, var Lillian Lund. Hun arbejdede 43 år som portør på Odense Universitetshospital og måtte selv stå for sin afskedsreception, da hun gik på pension sidste år. Og sådan bør det faktisk være, mener hun.
”Jeg synes ikke, der skal bruges skattekroner på afskedsreceptioner. Hverken til ledere eller andre ansatte. Men lederne burde sige, at hvis medarbejderne ikke får festen betalt, så skal de heller ikke selv have det,” siger Lillan Lund.