Her får børn med traumer hurtigt hjælp

Metoden 'Sleeping Dogs' giver personalet større faglig sikkerhed, mener familiebehandler Pianel Poulsen (tv.) og psykolog Hanne Jacobsen (th.). Jørgen True

Efteruddannelse giver familiebehandlere nye redskaber til at behandle børn med traumer. 

14. juli 2016

Vold, omsorgssvigt, krig. Familiebehandler Pianel Poulsen har siddet med børn, der har oplevet lidt af hvert. Med traumeprojektet "Styrket læring, bedre skolegang" får hun nu bedre mulighed for at hjælpe børn med traumer. Det er hun glad for.

“Når jeg ser tilbage på de børn, jeg har arbejdet med i tidens løb, kan jeg se, at nogle af dem blev ved med at have indlæringsvanskeligheder og andre problemer trods vores indsats. Nogle af dem har været traumatiserede uden at få den optimale hjælp,” siger hun.

Læs også: Børn med traumer skal opdages tidligere

Mere systematisk tilgang

Pianel Poulsen arbejder i Familiehuset på Amager. Som et led i Københavns Kommunes traumeprojekt er hun som en af de første sammen med nogle kolleger i gang med efteruddannelse i at stabilisere børn med traumer, så de bliver parate til psykologbehandling. Det gælder blandt andet om at skabe fysisk og psykisk sikkerhed omkring børnene. Tidligere har hun også arbejdet med at stabilisere børnene, men mindre systematisk.

“Med projektet får vi en mere sikker vej at gå på fagligt. Vi får en skabelon med seks skridt til stabilisering, der er baseret på forskning i, hvad der virker. Og samtidig bliver det helt tydeligt, hvad der er min opgave, og hvad der er psykologernes. Det bliver godt,” siger hun.

Tættere samarbejde

En af de psykologer, Pianel Poulsen og hendes kolleger kommer til at arbejde tæt sammen med om at hjælpe traumatiserede børn, er Hanne Jacobsen. Hun er også glad for, at der med projektet kommer et tættere samarbejde og en mere veldefineret opgavefordeling i behandlingen af traumer hos børn. 

“Før stabiliserede vi måske børnene, men når der så kom ro på familien, fik barnet nogle gange ikke den egentlige traumebehandling, fordi vi ikke ville skabe uro igen. Eller traumet var så tydeligt, at vi kastede os direkte ud i traumebehandlingen, men ikke fik noget ud af det, fordi barnet ikke var klar til det,” siger Hanne Jacobsen.