Endnu et plejefirma er gået konkurs

Det private plejefirma Pareta Care, der leverer hjemmepleje til 130 borgere i Egedal, er gået konkurs.
30. juni 2016
Fredag den 30. juni 2016 blev dagen, hvor det private plejefirma Pareta Care gik konkurs. Det oplyser Egedal Kommune på sin hjemmeside.
Kommunen er i øjeblikket ved at sikre hjælp til de 130 borgere, der er berørt at konkursen.
”Egedal Kommune har med øjeblikkelig virkning sat et beredskab i værk, der sikrer, at alle de berørte borgere bliver personligt orienteret om situationen og får den hjælp, de er visiteret til,” skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden
Tragedie for borgere og ansattePareta Care, Egedal Hjemmeservice og Egedal Kommune vandt sidste år udbuddet om at levere hjemmehjælp til borgerne i Egedal Kommune fra den 1. september 2015. Indtil borgerne har valgt, hvilken leverandør de ønsker fremover, bliver det ansatte fra Egedal Kommune, der løser plejeopgaverne.
Hos FOA ser forbundsformand Dennis Kristensen konkursen som en del af en tragisk tendens.
”Antallet af konkurser fortsætter med at vokse. Det er meget nedslående, fordi hver enkelt konkurs rummer en tragedie, hvor ældre kastes ud i usikkerhed, og ansatte mister deres job,” siger Dennis Kristensen.
22 konkurser på få år
Ifølge en optælling fra FOA er 22 større plejevirksomheder gået konkurs siden januar 2013. Konkurserne tæller blandt andre BR Service, hvis konkurs sidste måned ramte 800 ældre i Aarhus og Hedensted. Den største konkurs er Kærkommens konkurs i marts 2015, der berørte omkring 4.000 borgere og cirka 400 ansatte.
Dennis Kristensen frygter, at flere konkurser er på vej.
”Hvis ikke kommunerne får styr på deres udbud af ældreplejen og begynder at prioritere kvalitet over pris og samtidig stiller krav til plejefirmaernes økonomiske fundament, så vil udviklingen bare fortsætte. Jeg fatter simpelthen ikke, at de lokale politikere tør gamble med deres ældre borgere, som det nogle gange er tilfældet,” tilføjer Dennis Kristensen.