Kommune lukker privat plejefirma

Faaborg-Midtfyn Kommune vil ikke forklare opsigelsen af ”Privat Sygeplejerske Service”. Tidligere ansatte fortæller om dårlig behandling af både borgere og medarbejdere.
08. juli 2016
Så er det sket igen: Et privat plejefirma lukker ned og efterlader mange svage ældre borgere og de medarbejdere, der tog sig af dem, i en utryg situation.
”Privat Sygeplejerske Service” med domicil i Ringe på Fyn oplyser i en avisannonce, at firmaet ophører med udgangen af september, skriver fyens.dk.
246 borgere skal finde ny hjemmehjælp.
”Vi har afbrudt samarbejdet og opsagt kontrakten med firmaet,” oplyser koncernchef i Faaborg-Midtfyn Kommune, Sten Dokkedahl, til fyens.dk. Han afviser at gå i detaljer med årsagen til, at kontrakten er blevet opsagt.
Dårlig behandling af borgere og ansatte
Fagbladet FOA har talt med to tidligere ansatte i firmaet, der fortæller om utilfredsstillende behandling af både borgere og ansatte.
”Det var ikke et sjovt sted at arbejde. Ikke noget med overenskomst, som vi ellers har kæmpet for. Og vi skulle gøre meget, som vi faktisk ikke måtte, for eksempel skifte smerteplaster og skrive under i assistentens navn. Det har vi meldt til kommunen,” fortæller social- og sundhedshjælper Tina Markvard Hjeresen.
Hendes kollega, social- og sundhedshjælper Christina Larsson har også udført opgaver, som krævede uddannelse til sosu-assistent. Hun fortæller endvidere om lange arbejdsdage med mere end fuldtidsarbejde, selv om hendes kontrakt kun lød på 16 timer om ugen.
”Der var ikke noget, der hed overarbejde. Vi havde et ekstremt dårligt arbejdsmiljø. Og jeg tror, vi fik kontrakter med lavt timetal, så firmaet ikke skulle betale så meget under sygdom,” siger Christina Larsson.
Hun blev selv bortvist for at være ”illoyal”, dog uden nærmere forklaring, og hun vurderer, at omkring 20 andre medarbejdere er blevet fyret inden for kort tid.
Usikker levering af ældrepleje
Siden 2009 er 59 private plejefirmaer gået konkurs, og dertil kommer dem, der selv er stoppet.
”Det giver uro blandt både borgere og ansatte, for det betyder en meget usikker levering af ældrepleje. Derfor er det nødvendigt, at kommunerne tænker sig rigtig grundigt om, når de vil bruge private firmaer til velfærdsservice” siger FOAs formand Dennis Kristensen.
Han efterlyser en forklaring på opsigelsen af ”Privat Sygeplejerske Service” fra Faaborg-Midtfyns Kommunes side.
”FOA vil gerne vide, hvad der ligger til grund for opsigelsen. Vi hører jo vores medlemmers kritik af den måde, firmaet behandlede både borgere og ansatte på. Men mangler kommunens udlægning.”
Fagbladet FOA har kontaktet ”Privat Sygeplejerske Service”, men firmaet oplyser, at det ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere sagen.