Få gratis hjælp til det psykiske arbejdsmiljø

Fra den 1. august kan kommunale arbejdspladser igen få gratis hjælp, hvis der er problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Projekt SPARK har åbnet op for nye ansøgninger.
03. august 2016
Samarbejde om Psykisk ARbejdsmiljø i Kommunerne, som forkortes SPARK, har nu åbnet op for nye ansøgninger, så kommunale arbejdspladser kan få gratis hjælp til det psykiske arbejdsmiljø.
SPARK har et rejsehold af arbejdsmiljøkonsulenter, som tager ud og hjælper kommunale arbejdspladser, der har problemer med for eksempel samarbejde, utryghed eller risiko for vold og trusler. Projektet startede op i foråret, og interessen for det var så overvældende, at der blev lukket ned for flere ansøgninger.
”Der var simpelthen så mange, der gerne ville have hjælp, at vi besluttede os for midlertidigt at lukke ned for nye ansøgninger i stedet for at oprette ventelister. Vi har lige nu omkring 80 arbejdspladser, som vi er i gang med at hjælpe,” siger Henrik Carlsen, chefkonsulent hos Forhandlingsfællesskabet.
SPARK blev startet af Forhandlingsfællesskabet, som FOA er en del af, og Kommunernes Landsforening.
SPARK har oprustet
For at imødekomme den store efterspørgsel på hjælp fra SPARKs rejsehold er der blevet ansat to nye arbejdsmiljøkonsulenter.
”Vi håber at kunne følge med denne gang. Vi er ikke blevet overrendt af ansøgninger endnu, men vi har også først lige åbnet op for dem igen. Så jeg har da en forventning om, at interessen for hjælpen stadig er stor,” siger Henrik Carlsen.
Henrik Carlsens indtryk er, at de indledende møder med de arbejdspladser, der har fået besøg, er gået godt.
”Umiddelbart er vi kommet godt fra start. Her efter sommerferien følger vi nogle forløb til ende. Så kan vi få nogle resultater og erfaringer med, hvad der virker,” fortæller han.
Der skal være tid til at hjælpe
SPARK-konsulenterne skal hjælpe arbejdspladserne med at identificere, håndtere og forebygge psykiske arbejdsmiljøproblemer. Det sker inden for de fire temaer: ”samarbejde”, ”arbejdets omfang”, ”forandringer” og ”vold og trusler”.
Rejseholdets konsulenter hjælper arbejdspladsernes tillidsvalgte og ledere med at håndtere udfordringerne i det daglige arbejde. Hvor meget tid den enkelte arbejdsplads får med en af konsulenterne afhænger af, hvilke udfordringer der er.
”Vi arbejder ikke under helt faste rammer. Vi vil gerne nå ud til så mange som muligt, så det er selvfølgelig begrænset, hvor meget tid vi kan bruge på den enkelte arbejdsplads. Men vi skal arbejde efter deres behov og ikke komme med et fast koncept. Der skal være tid til at give den nødvendige hjælp,” siger Henrik Carlsen.