Pædagogisk personale hædres med ny pris

Det pædagogiske personale spiller en vigtig rolle i at give børn i dagtilbud den bedste start på livet. Det skal en ny pris nu være med til at hylde og sætte fokus på. Colourbox

Det vigtige arbejde for de mindste børn i landets dagtilbud bliver hyldet med ny pris. Prisen lanceres i et samarbejde mellem FOA, Undervisningsministeriet og BUPL.

03. august 2016

Pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagoger bliver nu hyldet med ny pris ”Årets Dagtilbud”. Prisen bliver uddelt af børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V), FOA og BUPL.

Med prisen skal der sættes fokus på den vigtige rolle, som dagtilbuddene og det pædagogiske personale spiller i at give de yngste børn den bedste start på livet. Derudover er håbet at udbrede de gode historier fra dagtilbuddene.

”De fleste danske børn tilbringer mange timer i dagtilbud hver dag, og det pædagogiske personale landet over gør en kæmpe indsats for at styrke børnenes trivsel, læring og udvikling,” siger børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse.

Hun mener, at der i dag er alt for lidt prestige i at arbejde som pædagogisk personale. Det skal prisen være med til at ændre på.

Fokus på det gode samarbejde

Prisen vil gå til en hel daginstitution eller til dagplejen i et distrikt eller en kommune, der i særlig grad gør en betydningsfuld forskel for at fremme børnenes trivsel, udvikling og læring. Ministeren, FOA og BUPL ønsker nemlig at sætte fokus på betydningen af samarbejdet i personalegrupper.

”Teamarbejdet i daginstitutionerne er væsentligt. Derfor er det vigtigt, at det er hele personalegruppen, der bliver anerkendt med prisen, så der kan komme fokus på det gode pædagogiske arbejde, der bliver udført,” siger Mogens Bech Madsen, formand for pædagogisk sektor i FOA.

Der vil komme en præmie til vinderen, men den er ikke fastlagt endnu, oplyser Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.