Nyt system fanger spild

Teknisk serviceleder John Bodin glæder sig over, at han og kollegerne ude på skolerne får nøglerolle i kommunens klima-indsats. Jørgen True

Når cisternen løber, eller lyset er tændt i en tom bygning, bliver det fremover lettere for personalet at reagere hurtigt. 

20. oktober 2016

Et enkelt bip og en besked på telefonen kan om kort tid gøre det lettere for teknisk serviceleder John Bodin at holde styr på, hvor meget el, vand og varme Kirsebærhavens Skole bruger.

Han er en af de mange på det tekniske serviceområde, der i løbet af efteråret kommer til at overvåge energiforbruget i kommunens bygninger endnu tættere ved hjælp af et nyt system ved navn ForsynOmeter.

Det betyder, at han for eksempel vil få en besked, hvis det vand, der løber gennem skolens rør, ikke afgiver nok varme til skolen, så det bliver sendt tilbage til vandværket med en for høj temperatur. Eller hvis der er varme på i en fløj, der står tom.

Læs også: Teknisk servicepersonale forrest i stor klimasatsning

På den måde kan man hurtigere finde fejlen og få den fikset, så det ikke koster for mange penge og ressourcer.

“Det glæder jeg mig til. Og jeg glæder mig til at få mere forstand på det. Jeg kan se, at der er et kæmpe potentiale i at bruge det som værktøj,” siger John Bodin.

En glad idealist

Han har arbejdet meget med at forbedre energiforbruget og har i de senere år sparet skolen for flere hundredetusinde kroner.

John Bodin tager den del af sit job meget alvorligt, og han tøver ikke med at komme kalde sig selv idealist.

“Det er en stor del af mit job, og jeg er rigtig glad for, at jeg får muligheden for at gøre det,” siger John Bodin.

Som det er nu, bliver energiforbruget overvåget centralt i kommunen. Men med det nye system kan John Bodin selv få informationer om, hvordan forbruget udvikler sig time for time, så han kan reagere hurtigt, hvis ikke tingene er, som de skal være. Det kan enten være ved selv at finde fejlen eller tilkalde kommunens konsulenter.

Så sent som i sommer havde han en varmtvandsveksler, der var kalket til. Den fik systemet til at pumpe alt for voldsomt. Men det kunne han have opdaget allerede, før det gik galt, hvis han havde haft det nye overvågningssystem, mener John Bodin.