Massakre i kommune: Nedlægger 300 stillinger

Af de 300 stillinger, der bliver nedlagt i Holbæk Kommune, er 120 af dem at finde på ældreområdet.  Colourbox

Ældreplejen og dagplejen står blandt andet for skud i stor  sparerunde i Holbæk. FOA frygter forringelser både for borgere og ansatte.

04. november 2016

Holbæk Kommune skal spare 204 millioner kroner, og det betyder fyringer, frivillige fratrædelser og stillinger, der ikke bliver genbesat.

I alt bliver 300 stillinger nedlagt i den kommende tid, oplyser Holbæk Kommunes administrerende direktør Rasmus Bjerregaard.

“Besparelserne rammer bredt rundt i hele kommunen, både i den centrale administration og ude på de borgernære områder. Ældreområdet, administrationen, skoleområdet, specialområdet, dagtilbud – alle må holde for,” siger Rasmus Bjerregaard til Avisen.dk.

Langvarig massakre

Ifølge FOA Sjælland er det især medlemmer i ældreplejen og dagplejen, besparelserne går ud over. Her gennemførte man en prikkerunde torsdag morgen, lige som en række vikariater ikke bliver genbesat, når de udløber til nytår. 

“Der var ti FOA-medlemmer, der blev opsagt i går. Det lyder måske ikke af meget, men det her er en langvarig massakre på FOAs medlemmer, da det i den kommende tid kommer til at gå ud over 78 stillinger på børneområdet, hvoraf halvdelen er fra FOA, og 120 stillinger på ældreområdet," siger Gitte Damm, afdelingsnæstformand i FOA Sjælland, til Fagbladet FOA. 

Vrede og frustration

Gitte Damm mener, at situationen kunne være undgået, hvis den politiske styring i kommunen var foregået anderledes.

"Man har i de seneste fire år vidst, hvor skrækkelig det hele så ud, men man har ikke handlet på det. Politikerne har bare stukket hovederne i busken og håbet på, at det hele nok skulle gå. Men det her viser tydeligt, at det gik jo ikke," siger hun.

John Harpøth, viceborgmester i Holbæk Kommune, mener dog ikke man kunne have gjort noget for at undgå at nedlægge de mange stillinger.
 
"Man kunne ikke helt undgå de her nedskæringer og fyringer, fordi vi jo er stramt styret fra Christiansborg. Det kan godt være, at nogen siger, vi skulle have lavet nogle skattestigninger, men vi kan ikke få det budget til at hænge sammen i forligskredsen," siger han til Dr.dk

Ud af de 300 stillinger, der bliver nedlagt, vil cirka 100 af dem resultere i fyringer. Der er i alt cirka 4.600 månedslønnede og 1.200 timeansatte i Holbæk Kommune.