Her er nøgenhed ikke tabu

Børn er naturligt nysgerrige på hinandens kroppe, og det er vigtigt, at de mødes med forståenhed, mener pædagogisk assistent Bjarne Bonde. Her ses han med tre af pigerne fra Børnebyen Havnbjerg i Nordborg. Robert Attermann

Situationer, hvor børn tog tøjet af, mens de legede, kunne tidligere føre til meget bekymrede forældre i Børnebyen Havnbjerg. Reaktionerne er nu mere afslappede.

15. februar 2017

Emeli, Emilia, Josefine og Nanna – alle fem år – er i gang med at tegne forskellen på piger og drenge.

Emeli udbryder:

“Når jeg bliver voksen, får jeg bryster… Og børn. Jeg gider bare ikke have børn.”

Veninden Emilia kigger op fra sin tegning og medgiver:

“Jeg gider heller ikke have børn. Jeg vil hellere have en campingvogn.”

De fire piger går i daginstitutionen Børnebyen Havnbjerg i Nordborg på Als. De har temauge om kroppen, og pigerne forsøger at sætte ord på, hvad forskellen er mellem de to køn. Hårets længde, farverne på sokkerne og tøjet bliver hurtigt nævnt, og efter lidt betænkningstid også brysterne.

Mødes med forståenhed

Ifølge pædagogisk assistent i Børnebyen Havnbjerg Bjarne Bonde er børnehavebørn meget nysgerrige på hinandens kroppe. Derfor er det vigtigt at de mødes med forståenhed fra både personale og forældre, hvis de finder på at tage tøjet af i en legesituation.

“Hvis vi finder nogle børn i et hjørne af legepladsen med bukserne nede, siger vi stille og roligt til dem, at de skal tage tøjet på. Det handler om, hvordan man siger det til børnene – de skal ikke føle sig forkerte,” siger Bjarne Bonde og understreger, at børnene ikke får lov at rende nøgne rundt hverken på legepladsen eller indenfor.

Svært at forklare forældrene

Den afslappede tilgang har ikke altid været at finde hos forældrene. Der har været tilfælde, hvor forældrene har fundet deres poder afklædte i puderummet eller på badeværelset og efterfølgende har klaget til personalet.

“Nogle forældre misforstod situationen og tænkte straks på overgreb. Vi kunne som personale have svært ved at forklare det naturlige i situationen,” fortæller Bjarne Bonde.

Sammen med andre daginstitutioner afholdt Børnebyen Havnbjerg derfor for nylig en temadag om børns forhold til køn og krop. Fra eksperter fik forældrene mulighed for at høre, hvilke lege i forhold til kroppen, der er naturlige for børn, og det har været med til at skabe tryghed.

Fælles retningslinjer

Derudover har området Als Nord i Sønderborg Kommune formuleret en politik for krop og køn, som nu ligger på forældrenes interne hjemmeside.

“Vi har fået nogle fælles retningslinjer for, hvordan vi som personale skal reagere, og vi har formuleret over for forældrene, hvordan vi tackler situationerne her på stedet. Er de uenige, tager vi selvfølgelig en snak med dem, men langt de fleste er trygge ved os som fagpersoner,” tilføjer Bjarne Bonde.

Han har sat pigerne i gang med at tegne omridset af hinanden. De griner, mens de tegner og snakker om, hvem af dem der er højest. Snart efter er alt om kroppe og forskellen mellem piger og drenge lykkeligt glemt for en stund. Nu er det nemlig blevet tid til madpakker.