Der er desværre udsolgt, men skriv til taa001@foa.dk for at komme på venteliste.
 
Til Folkemødet 2018 kan du som medlem af FOA få en uges gratis ophold for hele familien på Bornholm.
 
Rejser du alene, kan du med et rejsetilskud, som FOA giver, få det meste af rejsen betalt - og har du lyst til at tage venner, kæreste eller familie med, er de også velkomne:
 
"Det eneste krav er, at der i hvert telt eller campingvogn, er et FOA-medlem. Man er meget velkommen til at tage sin familie, kæreste eller bekendte med," siger Ole Zander, campingansvarlig i FOAs lejr.

Han fortæller, at du bare skal medbringe telt eller campingvogn, og så betaler FOA lejen til Sandvig Familiecamping, der ligger ned til stranden i Allinge. 
 

Ingen forpligtigelser

Hvis du benytter dig af tilbuddet, får du også mulighed for at deltage i Folkemødet i Allinge, hvor FOA sætter medlemmernes arbejdsliv på dagsordenen i organisationens telt - her er du naturligvis meget velkommen. 

"Vi har hvert år et cafe-arrangement om tirsdagen, inden Folkemødet starter. Det er en dialogaften, hvor man snakker om et aktuelt fagligt emne og hygger med kaffe. Sidste år handlede det om ulighed," siger Ole Zander.

Selvom ferie-tilbuddet falder sammen med Folkemødet, så binder det ikke, understreger Ole Zander.

"Der følger ikke forpligtigelser med tilmeldingen. Vi betrager det som ferie, men hvis man er interesseret i politik og debatter om arbejdsliv, så er man meget velkommen," siger han.
 

Grill og rødvin

Ved siden af de mange debatter, som politikere og organisationer holder, sørger FOA for flere sociale arrangementer på campingpladsen.
 
"Hver aften tænder vi op i grillen klokken 18, så det er let at lave mad. Vi laver også et stort fællesarrangement med vin, kød og pølser om fredagen, hvor Heat-Makers, som efter sigende er det bedste band på Bornholm, spiller," siger Ole Zander.

Han forklarer, at Folkemødet i de første år lidt var en lukket fest for politikere, journalister, interesseorganisationer og lobbyister, mens folket i mindre grad var til stede. FOAs medlemstilbud er et forsøg på at give Folkemødet tilbage til folket. 
 
"Det er tænkt, at vi kan give almindelige medlemmer adgang til Folkemødet. Det er nemlig dyrt at deltage i Folkemødet, og derfor vil vi gerne give medlemmerne en mulighed for at komme derover, så deres stemme også kan blive hørt," siger Ole Zander.
 

Tilskud til rejsen

Ved siden af en ugens gratis campingferie, hvor du dog selv skal betale for den strøm, du bruger, betaler FOA den ene bro, hvis man kommer fra Jylland og Fyn. Derudover betaler FOA også et tilskud til transporten på 400 kroner til hver familie.

For 200 kroner for voksne og 100 kroner for børn er der også morgenmad hele ugen i FOAs lejr. Hvis du gerne vil deltage, er det en god idé at skynde sig med tilmeldingen - der er nemlig begrænset med pladser.
 
"Vi kan have 110-115 enheder på campingpladsen. De medlemmer, der ikke har været med før, kommer i første række, så flest muligt får gavn af det fælles medlemstilbud," siger Ole Zander.

Du kan læse mere om tilbuddet og tilmeldingen til Bornholm her.