Pædagogmedhjælper: ”Jeg gør en forskel hver dag”

”Penge kan vi ikke hjælpe med, men vi kan give børnene vores nærvær,” siger Lykke Christiansen, der er pædagogmedhjælper i Børnegården Mejemarken i Vordingborg. Jørgen True

30 år med udsatte børn har vist, at nærvær og åbne spørgsmål batter, så pædagogmedhjælper Lykke Christiansen arbejder i knæhøjde.

12. december 2017

”Så, nu er samlingen ved at være slut. Kan I finde jeres ører og synge med?”

I 20 minutter har pædagogmedhjælper Lykke Christiansen med kram, ritualer og sange guidet seks tumlinger i kunsten at bevare et fælles fokus.

Nu er det tid til formiddagens sidste sang:

”Øre næse tut
samlingen er slut
øjne, pande, hage
Der ikke mer’ tilbage
Ha’ det godt min ven
Vi samles snart igen.”

Læs også: Tusinder af børn bliver fattige af lavere ydelser

Samlingen for vuggestuens mellemgruppe er forløbet præcis som i går, i forgårs og for en måned siden. Først en sang, så en snak om dagen, vejret og tøj til sådan en kølig, regnvåd tirsdag.

God pædagogik batter

Analyser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og internationale langtidsstudier viser, at en tidlig indsats i dagtilbud markant øger udsatte børns chancer for senere at gennemføre en uddannelse.

I Vordingborg er det et pædagogisk mål, at alle børn uanset familiebaggrund skal have lige muligheder for at tage en uddannelse og skabe trygge relationer i fremtiden. Især har et sprogstimuleringsprojekt i 2015 forandret både pædagogikken og børnenes skolestart.

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

”Lærerne oplever generelt, at elever, som har gået i vores dagtilbud, har fået et stærkere fundament. De lærer mere og begår sig bedre socialt. Især de svageste er blevet løftet,” siger Annie Røn.

For Lykke Christiansen betyder det øgede fokus på sprog, at hun enten sidder på hug eller på gulvet det meste af dagen. I øjenhøjde og i vedvarende ordveksling med ét eller flere halvandetårige.

”Vi snakker med børnene konstant. Mellemgruppen kan jo ikke sige så meget selv. Så vi voksne stiller spørgsmål og hjælper børnene med at svare på dem,” siger hun.

”Jeg elsker mit arbejde. Fordi jeg ved, at jeg hver eneste dag gør en positiv forskel for nogle børn.”