Er din konto ’i overtræk’, og kan din pakke ikke leveres? Så skal du lige trække vejret en ekstra gang

Pas på, hvor du taster dine personlige oplysninger – verden er fuld af svindlere, der vil have fat i dem. Colourbox

De digitale svindlere bliver mere og mere udspekulerede. Med denne guide kan du mindske risikoen for, at du bliver snydt.

i dag kl. 14.35

Du har sikkert prøvet det:

Pludselig kommer der en besked om, at ’dit sundhedskort skal opdateres’.

Eller at din Netflix-regning ikke er betalt.

Eller også er der en mail om, at du har vundet den store gevinst.

Du skal baaare lige oplyse dit personnummer og dine betalingskortoplysninger.

Mange af os har sikkert været tæt på at falde i, og nogle af os er også blevet svindlet, for metoderne bliver mere og mere udspekulerede.

Men fortvivl ikke: Der er forholdsregler, du kan tage, så du kan blive en effektiv digital kriger mod dem, der prøver at udnytte os.

Her har vi samlet gode råd på fire forskellige digitale områder fra Styrelsen for Samfundssikkerhed:

  1. 1

    Pas på dit MitID

    Et MitID er noget af det mest personlige, der findes, og vi bruger det hver især til at logge på for eksempel netbank, sundhedsportaler og offentlige hjemmesider.

    Derfor må du heller aldrig dele dine MitID-oplysninger med andre.

    Du skal også altid holde øje med, hvad du er ved at godkende – og om det passer sammen med det, du tror, du er ved at godkende.

    Hvis du har mistanke om, at dit MitID er blevet misbrugt, kan du spærre det midlertidigt.

    Og hvis du har mistet dit MitID-identifikationsmiddel – hvis du for eksempel bruger en kodeviser eller -oplæser – skal du spærre det med det samme.

    PR-foto
  2. 2

    Brug stærke kodeord

    Din fødselsdato eller navnet på dit kæledyr er ikke stærke kodeord.

    Et stærkt kodeord består ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed af mindst 15 tegn. Det bruges kun ét sted, og det er kun dig, der kender det.

    Det lyder svært, hvis man også skal huske det – særligt fordi de mindst 15 tegn helst skal bestå af både små og store bogstaver og helst også nogle tal eller specialtegn som $, # eller ?. 

    Colourbox

    Men det behøver det ikke at være helt umuligt, hvis man laver sine egne huskeregler, skriver styrelsen.

    Hvis man går rundt med nørdet paratviden om noget, kan man udnytte det. Her er for eksempel et kodeord på hele 23 tegn med sangtitel, kunstner og udgivelsesår: YesterdayTheBeatles1965

    Hvis det er muligt, skal du også vælge to-trins-login, hvor du for eksempel får en kode på sms, hvis du skal logge på din mail fra en telefon, du ikke plejer at bruge.

  3. 3

    Træk lige vejret

    19 ud af 20 klik, vi laver, foregår ubevidst, skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed. 

    Det ved svindlerne, når de prøver at udnytte vores frygt og håb ved for eksempel at fortælle os, at vores konto er i overtræk, eller der er uventede penge tilbage i skat.

    Det bedste råd er umiddelbart at tage det roligt, trække vejret og tænke sig om en ekstra gang, hvis noget virker det mindste underligt.

    Det er meget få henvendelser fra myndigheder og lignende, som kræver, at du reagerer inden for få sekunder – og de vil aldrig henvende sig direkte til dig for at få udleveret dine personlige oplysninger.

    Nogle gange kender svindlerne dit navn eller din gamle adgangskode til noget, men det bør heller ikke få dig til at gå i panik – det kan blot være oplysninger, de har høstet fra hackerangreb.

    Colourbox

    Metoderne kan du læse mere om HER.

    Er du blevet snydt, skal du til gengæld reagere hurtigt og anmelde svindlen – her er et overblik over, hvor du kan få hjælp.

    Og husk: Det er ikke spor pinligt! Det kan ske for alle.

    Se også Fagbladet FOAs guide til at undgå at blive svindlet på nettet.

  4. 4

    Pas på dine personlige oplysninger

    Ud over at passe på, du ikke falder i diverse digitale fælder, er der også nogle forholdsregler, du kan tage, så du ikke risikerer at blive udnyttet.

    For eksempel skal du ikke skrive fortrolige og personlige oplysninger i e-mail eller på sociale medier. 

    Hvis du bruger andre computere end din egen, skal du også huske at logge af din mail eller sociale medier. Du kan også med fordel slette internetbrowserens historik, så andre ikke kan se, hvilke hjemmesider du har besøgt. Du finder som regel historikken ved at taste Ctrl+H.

    Vær også opmærksom på dit papiraffald, hvis du smider noget ud, der indeholder noget personligt.

    ’En enkelt oplysning som et brugernavn, et medlemsnummer, et kodeord eller et CPR-nummer kan være den brik, svindleren mangler for at kunne skaffe sig adgang til endnu flere oplysninger,’ skriver Styrelsen for Samfundssikkerhed.

    Styrelsen har også gode råd til, hvordan du forebygger identitetstyveri.

    Og ting, du skal huske, hvis du benytter offentlige trådløse netværk.

    Colourbox

Styrelsen for Samfundssikkerhed har i øvrigt også netop lanceret en ny kampagne, der skal få os til at være mere kritiske over for fake news – altså nogle, der prøver at påvirke vores holdninger til noget på baggrund af falske påstande.

Læs mere om den kampagne HER.

Tip Fagbladet FOA

Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk


Fagbladet anbefaler