Daginstitution samler børn fra nul til fire år på samme stue: Ser markant effekt på empati
I stedet for vuggestue og børnehave har daginstitutionen Eventyrhaven indført familiestuer. Det styrker både børnenes empati, samarbejdet med forældrene og personalets arbejdsglæde.
i dag kl. 16.56
Der sidder både små og større børn om det samme bord. En fireårig hjælper en toårig med at få hældt suppe op. Det er ikke noget, han er blevet bedt om af en voksen. Det er noget, han gør, fordi han gerne vil.
Sådan fortæller pædagog Ditte Kragh Jørgensen, at en typisk frokostsituation i daginstitutionen Eventyrhaven kan se ud.
Man laver mange forskellige ting. Man hjælper en lille med at sove og spiller spil med de store. Det gør, at man ikke keder sig.
Ditte Kragh Jørgensen, pædagog
Her arbejder man nemlig med familiestuer, hvor børnene ikke er opdelt i traditionelle vuggestue- og børnehavestuer. I stedet går der omkring 15 børn i alderen 0-4 år på hver stue.
De ældste børn går i Eventyrhavens storbørnsstue, hvor de blandt andet lærer selvhjulpenhed og at modtage fælles beskeder. Kompetencer, der skal gøre overgangen til skolen lettere.
Og det har de, ifølge Ditte Kragh Jørgensen og pædagogisk leder Nina Worsaae Rasmussen, haft mange positive erfaringer med.
En varieret arbejdsdag
For bare tre år siden arbejdede daginstitutionen med en mere klassisk opdeling af børnene, hvor de havde en vuggestue, en børnehave for de tre-fireårige og en udflytterenhed, hvor de ældste børn gik.
Dengang oplevede de, at det kunne være en krævende opgave for de kollegaer, der arbejdede i børnehaven, hvor der nogle gange kunne være op til 22 treårige på én gang.
”Når de er i den alder, oplever de nogle ret store udviklinger. De skal lære at gå på toilettet, at holde op med at sove til middag og være en god ven. Så kan det være hårdt, når der er mange af dem,” fortæller Nina Worsaae Rasmussen.
Efter de har indført familiestuer, oplever de færre udskiftninger blandt kollegagruppen samtidig med, at den store aldersspredning blandt børnene betyder en mere varieret hverdag.
”Man laver mange forskellige ting. Man hjælper en lille med at sove og spiller spil med de store. Det gør, at man ikke keder sig,” siger Ditte Kragh Jørgensen.
Vigtige menneskelige kompetencer
Efter Eventyrhaven er begyndt at arbejde med familiestuer, er der særligt én kompetence, som de oplever, at børnene udvikler.
”Noget jeg rigtig gerne vil fremhæve, er empati, som bare er en helt uvurderlig menneskelig kompetence. Den får de trænet på en helt naturlig måde her,” fortæller Nina Worsaae Rasmussen.
Den form for omsorg, der opstår, når børnene er sammen på tværs af alder, ser man ikke på samme måde i en ren vuggestue- eller børnehavegruppe.
Nina Worsaae Rasmussen, pædagogisk leder
Hun uddyber, at når børnene er sammen på tværs af alder, bliver de gode til at være opmærksomme på hinandens behov. De større børn lægger mærke til, hvis en mindre er ked af det og hjælper gerne en lille op på stolen, når der skal spises.
Samtidig lærer de yngste børn hurtigere at sætte ord på både egne og andres følelser, fordi de spejler sig i de større børn. Det er noget, der ifølge Nina Worsaae Rasmussen er særligt ved familiestuer.
”Den form for omsorg, der opstår, når børnene er sammen på tværs af alder, ser man ikke på samme måde i en ren vuggestue- eller børnehavegruppe.”
Venskab på tværs af stuerne
Selvom børnene går i blandede grupper, bliver de også samlet med jævnaldrende to gange om ugen i de såkaldte venskabsgrupper. Her mødes for eksempel alle toårige eller fireårige på tværs af stuerne sammen med faste voksne.
Formålet er at give børnene et aldersfællesskab, hvor aktiviteter og temaer målrettes deres udviklingstrin. Samtidig er det også med til at skabe et større fællesskab i institutionen.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Sværere at rekruttere
Når adspurgt har Ditte Kragh Jørgensen og Nina Worsaae Rasmussen svært ved at finde på ulemper ved, at de i Eventyrhaven har indført familiestuer. Der er dog en ting, som er blevet en anelse mere besværligt.
For selvom de oplever langt mindre udskiftning blandt kollegaer, har de sværere ved at rekruttere, da nye kan være skeptiske overfor den anderledes måde at arbejde på.
Alligevel er Nina Worsaae Rasmussen ikke i tvivl om, at de skal fortsætte arbejdet med familiestuerne.
”Vi er meget stolte af vores hus og vil gerne inspirere andre.Vi kan nemlig se, at når medarbejderne først er faldet til, finder de ud af, at det er en fed måde at arbejde på,” afslutter hun.