Hjemmeplejen bæres ikke af én faggruppe: Michelle efterlyser bedre rammer

Udover min rolle som mor har jeg aldrig følt noget så rigtigt og meningsfuldt, som det at arbejde som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen.

Men jeg ville ønske, at flere vidste, hvad arbejdet egentlig indebærer.

For hjemmeplejen er alt for ofte noget, vi først taler om, når noget går galt.

Og det er en skam. For arbejdet i hjemmeplejen fortjener langt mere opmærksomhed, end det får.

At arbejde i hjemmeplejen er at give meget af sig selv – men det er også at bruge sin faglighed, sin dømmekraft og sin menneskelighed hver eneste dag.

Det gælder både social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, elever og ufaglærte, som hver dag er med til at få hverdagen til at hænge sammen og gøre en forskel for borgerne.

Det er at være der for en døende og deres familie til det sidste.

Det er at være der for mennesker, som ingen familie har.

Det er at støtte pårørende i krise, når en demenssygdom langsomt tager minderne med sig.

Det er at skabe tryghed i et hjem, hvor hverdagen pludselig er blevet uoverskuelig.

Det er at se hele mennesket – ikke kun diagnoserne. Det er at respektere, at der ligger et helt levet liv bag hvert menneske. Det er at møde mennesker dér, hvor de er – også når de er sårbare, frustrerede eller bange.

Samtidig er det et arbejde, der kræver stor sundhedsfaglig viden, ansvar og samarbejde på tværs af sektorer. Nogle arbejder med komplekse kliniske vurderinger, andre med grundlæggende pleje og omsorg – men alle roller er afgørende for at få hjulet til at køre.

Ofte står vi alene ude i borgerens hjem. Vi observerer ændringer, forebygger indlæggelser, håndterer medicin og reagerer hurtigt, når noget ikke er, som det plejer.

Vi koordinerer og samarbejder tæt med læger, sygehuse, hjemmesygeplejen, terapeuter, demenskoordinatorer og hinanden – for at sikre borgerne den bedst mulige livskvalitet og en værdig hverdag.

Og midt i alt det er der også de små øjeblikke, som ikke kan måles i minutter:

Et smil.

En hånd der bliver holdt.

En borger der føler sig set, hørt og som er tryg.

Alligevel undrer vi os over, hvorfor det er svært at få flere til at vælge faget.

Måske er det fordi, de negative historier fylder mest.

Måske er det fordi, løn- og arbejdsvilkår ikke altid afspejler det ansvar og den faglighed, der løftes – uanset om man er faglært, elev eller ufaglært.

Måske er det fordi, vi som samfund har glemt at tale om værdien af det arbejde, der bliver udført – hver eneste dag.

Måske er det fordi, flere og flere minutter bliver skåret væk.

Én ting er i hvert fald sikkert:

Hjemmeplejen bæres ikke af én faggruppe alene. Den bæres af mennesker, som brænder for deres fag og for at hjælpe mennesker.

Det her arbejde må ikke – og skal ikke – undervurderes.

Et kæmpe klap på skulderen til alle i hjemme- og sygeplejen. Til social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, hjemmesygeplejersker, elever og ufaglærte - I gør en forskel, hver eneste dag.

Men hvis vi som samfund vil have, at hjemme- og sygeplejen også i fremtiden skal kunne give mennesker en værdig og tryg hverdag, kræver det, at arbejdet bliver taget alvorligt – også når det ikke handler om kriser og overskrifter.

Det betyder, at der skal sættes rammer i plejesektoren – i hjemme- og sygeplejen, psykiatrien, på plejehjem og sygehuse – som giver plads til faglighed, tid til omsorg og ordentlige vilkår for alle.

For hjemme- og sygeplejen handler i sidste ende om mennesker – både dem, der modtager hjælpen, og dem, der giver den.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk