Plejehjem gjorde op med myter om urinvejsinfektioner – nedbragte antibiotikaforbruget med 43 procent
Overbehandling af urinvejsinfektioner med antibiotika er et problem på danske plejehjem. Men nu har et europæisk projekt, gennemført i samarbejde med dansk plejepersonale, formået næsten at halvere forbruget.
i dag kl. 13.52
Når beboere på plejehjem bliver ramt af en infektion, kan det være farligt for dem. Men det kan den antibiotika, der skal gøre dem raske også være. Specielt hvis den bliver brugt, når der ikke er behov for det.
Og det er noget, der har været tendens til på danske plejehjem.
Især urinvejsinfektioner er ofte blevet overbehandlet med antibiotika, hvilket øger risikoen for resistens og gør fremtidige infektioner vanskeligere at behandle.
Personalet på plejehjemmene har haft rigtig meget indflydelse på, hvad der skulle arbejdes med.
Jette Nygaard Jensen
Men de sidste tre år har et europæisk projekt haft fokus på at nedbringe brugen af antibiotika på plejehjem. Noget de har gjort med stor succes. På de 15 danske plejehjem, der har deltaget, har de nedbragt brugen af antibiotika med 43 procent
Projektet går under navnet IMAGINE og er et samarbejde mellem otte europæiske lande.
Fagligt samarbejde er hemmeligheden bag
I spidsen for projektet er Jette Nygaard Jensen, som er seniorforsker på Afdeling for Klinisk Mikrobiologi på Herlev og Gentofte Hospital.
Det er ikke første gang, at hun er en del af et projekt, der skal reducere brugen af antibiotika på plejehjem. Det er dog første gang, at et projekt har så stor succes. Og hvis man spørger seniorforskeren, er hun ikke i tvivl om, hvad årsagen er.
”Personalet på plejehjemmene har haft rigtig meget indflydelse på, hvad der skulle arbejdes med. Det er jo dem, som er de lokale eksperter, kender borgerne bedst og ved, hvad der rører sig i det daglige arbejde,” fortæller hun.
Sagde ja med det samme
Et af de plejehjem, der har deltaget i projektet, er Plejehjemmet Falkenberg i Ålsgårde. Da de blev spurgt om de havde lyst til at deltage, var de ikke i tvivl.
”Vi sagde ja med det samme, for vi kunne godt se, at der var en udfordring med overbehandling af antibiotika,” fortæller Mette Nørby, der er social- og sundhedsassistent på Falkenberg.
Det har helt sikkert øget fagligheden ude i plejen.
Maj-Britt Jacobsen, social- og sunhedsassistent
Nedbringelsen i brugen af antibiotika er både sket gennem fokus på at forebygge infektioner hos borgerne og samtidig styrke personalets viden om, hvilke symptomer, der skal være til stede, før der er tale om en urinvejsinfektion.
Ifølge Maj-Britt Jacobsen, der er social- og sundhedsassistent og risikoansvarlig på Falkenberg, har projektet haft positiv virkning på deres måde at arbejde på.
”Det har helt sikkert øget fagligheden ude i plejen, fordi vi bruger vores viden mere aktivt, inden der bliver givet antibiotika.”
Mange myter om urinvejsinfektioner
De plejehjem, der har deltaget i projektet, har modtaget forskelligt informationsmateriale, der skal gøre medarbejderne skarpere på hygiejne og urinvejsinfektion.
Det er både i form af plakater, der hænger rundt på gangene, lommekort, quizzer og en algoritme, der hjælper personalet med at vurdere, om en beboer har en urinvejsinfektion.
Derudover har folkene bag IMAGINE-projektet også afholdt dage med workshop på Herlev Hospital for medarbejderne på de plejehjem, der har deltaget. Her har de modtaget undervisning og delt deres erfaringer.
Ifølge Mette Nørby er det ikke fordi, at medarbejderne på Plejehjemmet Falkenberg mangler faglighed, men at der findes mange myter om urinvejsinfektioner, og at det derfor er vigtigt at blive mindet om, hvad der er rigtigt og forkert.
”Der er for eksempel en myte om, at forvirring er et symptom på urinvejsinfektion. Størstedelen af vores borgere er demente, så der kan være mange årsager til, at de er konfuse,” siger hun.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Arbejdet fortsætter
Selvom projektet nu er færdigt, er seniorforsker Jette Nygaard Jensen ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte arbejdet med at nedbringe brugen af antibiotika på plejehjem.
”Mit næste projekt skal handle om, hvordan vi kan opskalere det her, så vi kan få det implementeret på endnu flere plejehjem,” slår hun fast.
Hvordan det præcis kommer til at forløbe sig, ved hun ikke endnu. Hun er dog sikker på, at hun kommer til at bruge noget af alt den viden, hun har fået gennem Imagine-projektet.