Sabrina stod på podiet blandt 11 mænd:"Bare kom og prøv"

Sabrina Kuhre og holdet fra Hovedstadens Beredskab tabte DM-finalen i FireFit knebent. Allan Wahlers

05. juni

”Det var lidt ligesom at være på arbejde. Der er jeg også den eneste kvinde.”

Da medaljerne til DM i FireFit onsdag skulle uddeles, var Sabrina Flyckt Kuhre med på podiet blandt 11 mænd.

Sammen med sine toptrænede kolleger i Hovedstadens Beredskab tabte hun knebent finalen til holdet fra Sydøstjyllands Brandvæsen – under et sekund skilte sølv fra guld.

Sabrina Flyckt Kuhre ville selvfølgelig gerne have vundet DM, men det var ikke det vigtigste ved at deltage.

Vi ligger ikke bare og ser fjernsyn på vores vagter – vi bruger meget af eftermiddagen på at træne sammen

Sabrina Flyckt Kuhre, Hovedstadens Beredskab

”Jeg vil gerne vise, at man sagtens kan være kvinde i faget, og at det i det hele taget er fedt at være brandmand,” siger hun.

De danske mesterskaber var en del af EM i FireFit, som blev afviklet i Odense tirsdag og onsdag i forbindelse med Danske Beredskabers årsmøde.

I lande som Tyskland og Polen er brandmandskonkurrencer en sport med professionelle udøvere, og derfor kan de danske deltagere ikke være med på internationalt plan.

Der er også kun ganske få danske kvinder i sporten – slet ikke nok til, at man kan lave en holdkonkurrence kun for kvinder.

”Vi kan jo ikke komme udenom, at mændene her har lidt flere kræfter, end jeg har, og jeg er jo heller ikke så høj,” siger Sabrina Flyckt Kuhre om at deltage på et ellers rent mandehold.

”Derfor har vi kigget meget på, hvor vi har kunnet optimere, så jeg kunne bidrage bedst muligt til at vores samlede tid.”

I finalen var hun den, der løb hele banens længde i slalom den ene vej og derefter den anden vej med en brandslange, hun skulle slukke en ild med, når hun var nået tilbage, hvor hun overtog stafetten (læs mere om banen i faktaboksen).

Inden hun kan give stafetten fra sig, skal hun ramme en gasflamme med vandstrålen. Allan Wahlers
Sabrina Flyckt Kuhre har overtaget stafetten og tager hul på slalomløbet. Allan Wahlers

FireFit

En FireFit-bane gennemføres i korte træk således:

  • En 19 kilo tung brandslange skal bæres op ad trapperne i et 12 meter højt tårn.
  • På toppen skal en anden 19 kilo tung brandslange hejses hele vejen op.
  • Så går det ned ad trapperne igen, og i bunden af tårnet skal en 45 kilo tung jernskinne bankes 25 centimeter igennem en skinne, hvor den er spændt fast, med en forhammer.
  • Så løbes der slalom over den 45 meter lange bane, og i den modsatte ende samles en fyldt brandslange op, som skal med tilbage og bruges til at ramme et bål med strålen.
  • Til sidst skal en 80 kilo tung dukke slæbes 30 meter tilbage, inden målstregen krydses.

Hele banen gennemføres i fuldt brandmandsudstyr med ilttank på ryggen.

Konkurrencen kan afvikles som enkeltmandsdisciplin, som makkerdisciplin eller som holdkamp med 3-5 deltagere, der afleverer en stafet imellem sig.

De hurtigste individuelle deltagere bruger mindre end halvandet minut på et gennemføre banen.

”Vi ligger ikke bare og ser fjernsyn på vores vagter – vi bruger meget af eftermiddagen på at træne sammen. Det betyder også, at vi kender hinanden ud og ind og har et godt sammenhold,” siger Sabrina Flyckt Kuhre.

Det gode sammenhold og den gode træning er vigtige ingredienser, når der skal slukkes brande og løses andre opgaver, forklarer hun.

Men selv om hun elsker sit arbejde og alle sine mandlige kollegaer, har hun stadig et brændende håb:

”Jeg ville ønske, der var flere kvinder i mit fag og til de her konkurrencer. Så jeg kan kun sige: Bare kom og prøv!”

Sabrina Flyckt Kuhre er også aktuel i TV 2-programmet 'Korpset'. Det kan du læse mere om i dette interview.

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler