1.360 flere voksne skal passe på de yngste danskere: ”Falder på et knastørt sted”

Nu skal der flere voksne til at passe de danske børn. Iben Gad

Årets finanslovsudspil fra regeringen byder på et løfte om at hæve normeringen i landets dagtilbud. Initiativet er godt, men kvaliteten skal følge med, mener FOA.

i dag kl. 12.31

Der skal ansættes 1.360 ekstra voksne i de danske dagtilbud.

I hvert fald ifølge regeringens finanslovsudspil for næste år, hvor der er afsat 1,1 milliard kroner til formålet.

Det har statsminister Mette Frederiksen fortalt til Ritzau.

De ekstra voksne er hårdt tiltrængt, mener formanden for Pædagogisk Sektor i FOA, Kim Henriksen.

”Hvis vi skal løfte kvaliteten af vores daginstitutioner, så kræver det flere ansatte,” siger han.

”Så man kan planlægge og gennemføre udviklende pædagogiske aktiviteter og skabe trivsel blandt børnene, i stedet for bare slukke ildebrande. På den måde falder planen om flere ansatte på et knastørt sted.”

Der skal nødig blive længere mellem de voksne med en pædagogisk uddannelse i daginstitutionerne

Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA

Børne- og Undervisningsministeriet har de senere år undersøgt kvaliteten i både vuggestuer, dagplejen og børnehaver landet over, og her har det vist sig, at kvaliteten mange steder ikke er tilfredsstillende.

Samtidig har FOA med undersøgelsen ’Daginstitutionernes Hverdag 2025’ vist, at mange ansatte i dagtilbud føler sig utilstrækkelige og savner flere kolleger.

”De ansatte i daginstitutionerne står ofte alene med store børnegrupper og kan ikke nå at give den omsorg, som de mener, børnene har brug for,” siger Kim Henriksen.

Hvem skal tælle med?

Han hæfter sig ved, at finanslovsudspillet også vil præcisere reglerne for minimumsnormeringer, så ledere ikke længere kan tælles med:

”Måden, vi i dag opgør minimumsnormeringer på, gør, at kommunerne kan dække sig ind under, at det på papiret ser ud som om, de har minimumsnormeringer. Det har de desværre bare ikke i praksis.”

Siden 1. januar 2024 er alle kommuner forpligtet til at leve op til de såkaldte minimumsnormeringerne har været i kraft siden 1. januar 2024, og de kræver minimum en pædagogisk medarbejder til tre børn i vuggestuen og minimum en pædagogisk medarbejder til seks børn i børnehaven.

Der er dog stadig udfordringer i forhold til, hvordan normeringerne opgøres, mener Kim Henriksen. Særligt i forhold til langtidssyge og ansatte på barsel, som også tælles med, samt at opgørelsen er på kommuneniveau og ikke institutionsniveau.

En voksen til stede

Statsminister Mette Frederiksen har ikke sat ord på, hvordan de 1.360 ekstra ’voksne’ skal findes i praksis. Men de behøver ifølge hende ikke at være pædagoger alle sammen – hun håber dog, at de vil have ”en masse pædagogisk erfaring”.

”Jeg må sige, at min egen holdning er den, at det er godt, at der er et miks. Pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter kan også udfylde en meget vigtig rolle og opgave i forhold til vores børn,” siger hun til Ritzau.

For FOA er pædagogisk uddannelse dog afgørende:

”Med denne her saltvandsindsprøjtning skulle vi gerne kunne ansætte nogle flere medarbejdere,” siger Kim Henriksen.

”Men vi håber også i FOA, at det vil skabe grundlag for, at flere medarbejdere kan komme afsted på uddannelse som pædagogisk assistent eller meritpædagog. For der skal nødig blive længere mellem de voksne med en pædagogisk uddannelse i daginstitutionerne.”


Fagbladet anbefaler