Ny overenskomst giver flere muligheder til ledere: Mere i løn, pension og frihed
Under overenskomstforhandlingerne har der været et særligt fokus på alle ledere i FOA. Både løn, pension og feriegodtgørelse bliver nu løftet.
i dag kl. 16.31
Der er masser af godt i vente, hvis du er ansat som leder i en kommune eller region på en FOA-overenskomst. Under dette års forhandlinger har FOA nemlig haft et særligt fokus på at styrke lederne og sørge for, at løn og kompetencer følger hinanden.
FOA har derfor blandt andet indgået forlig om en ny samlet overenskomst for næsten 1.500 ledere på det kommunale område.
Den gælder kommunale ledere ansat inden for ældre- og sundhedsområdet, det specialiserede socialområde, som har en uddannelse som social- og sundhedsassistent, samt tekniske servicechefer og rengøringsledere/-chefer.
Urafstemning – sådan stemmer du om overenskomsten
- Alle stemmeberettigede FOA-medlemmer kan deltage i urafstemningen
- Du stemmer ja eller nej til din nye overenskomst
- En enig hovedbestyrelse i FOA anbefaler, at medlemmerne stemmer ja
- Flertallet af stemmerne afgør, om aftalen træder i kraft
Urafstemningen begynder den 7. april og varer frem til den 22. april
Den nye overenskomst er på mange måder banebrydende, og også en stor sejr, hvis du spørger Joan Lindskov, der er fagpolitisk ordfører i FOA og formand for lederforeningen i FOA.
”Vi vil gerne styrke ledergrupperne, så de bliver en del af et større fællesskab i FOA, og så vi på den måde bliver bedre til at presse arbejdsgiverne. Derudover vil vi også gerne tydeliggøre, at man har med ledere at gøre her – for eksempel på løn og pension,” siger hun.
Med den nye overenskomst sker der ændringer i både løn, pension og feriegodtgørelsen.
Indtil den nye overenskomst træder i kraft den 1. april 2027, gælder de nuværende tre overenskomster.
Fra to til ni grundlønstrin
Den første ændring er lønnen.
Alle ledere har nu ni grundlønstrin. Tidligere havde teknisk servicechefer for eksempel kun to grundlønstrin og rengøringsledere/-chefer havde tidligere tre grundlønstrin. Derudover er der kommet et nyt højeste grundlønstrin, nemlig grundlønstrin 50.
Med andre ord er der kommet flere grundlønstrin at indplacere lederne efter.
”Det styrker fortællingen om, at der her er tale om en lederoverenskomst. Fordi det løntrin, du som leder står på, er både afgørende for den løn, du får, men det sender også et signal om, at vi har lederjobs med samme værdi som øvrige ledere i kommunerne,” fortæller Joan Lindskov.
”Derudover er der også kommet en generel lønstigning på alle grundlønstrin på årsbasis,” tilføjer hun.
Pensionen stiger
Pensionen bliver også løftet til 20 procent, og alt over 15 procent går til den nye fritvalgsordning. Det vil sige, at der er fem procent at gøre godt med på fritvalgsordningen.
”Samlet set får lederne altså en pæn lønpakke. Samtidig med at de også i højere grad får mulighed for at tage hensyn til den livsfase, de er i og selv vurdere, om der skal mere på pension eller løn,” forklarer Joan Lindskov.
Det er ikke kun pensionen, der får et nøk op – det samme gør feriegodtgørelsen.
”Vi har makset ud,” slår Joan Lindskov fast.
Derfor bliver feriegodtgørelsen - et ekstra beløb man får i forbindelse med ferie - på 2,98 procent af lønnen.
Få overblik før du stemmer
- FOA holder webinarer for medlemmer frem mod urafstemningen
- Du kan deltage i et webinar om overenskomsternes betydning for dig som leder. Webinaret er torsdag den 26. marts fra 17-18.
- Du kan tilmelde dig lige her.
Mere end bare Ledertræf
Der er også kommet et større fokus på uddannelse i den nye lederoverenskomst.
”Jeg håber selvfølgelig på, at det kan tiltrække flere ledere, at vi nu også har en overenskomst, der styrker dem,” siger Joan Lindskov.
For udover at skabe bedre vilkår skal den nye overenskomst også løfte lederne.
”Målet er, at ledelse som fag bliver løftet. Vi vil ikke kun have fokus på at tilbyde lederne Ledertræf, Ledertimen, kurser og alt muligt andet. Vi vil give dem noget rent overenskomstmæssigt. Og det er det, vi er i gang med at bygge op.”
Se din nye løn
- FOA arbejder på at gøre beregninger af lønstigninger klar
- Som medlem kan du via foa.dk/ok26 få adgang og finde din faggruppe
- Her kan du se, hvad overenskomsten betyder for din løn, pension og arbejdstidsbestemte særydelser
FOA forventer at åbne for adgang i slutningen af uge 13. Du får besked, når det er muligt.
Godt nyt til andre overenskomster
Kantineledere, tekniske serviceledere og ledere i den pædagogiske sektor har fortsat deres egne overenskomster. Det betyder dog ikke, at de er blevet overset i forhandlingerne.
Er du kantineleder uden en relevant uddannelse kan du blandt andet se frem til, at din pension stiger. Har du relevant uddannelse stiger du både i løn og pension.
For teknisk service ledere stiger både pension, og nogle vil også opleve en stigning i grundlønnen.
For ansatte på lederoverenskomsten i pædagogisk sektor, kommer der et grundlønstillæg og et ekstra bidrag på fritvalgskontoen.
Læs mere om OK26 på foa.dk
Ændringer i regionerne
Er du leder i regionen, kan der også være ændringer på vej til dig.
Helt konkret bliver områdeledere i ambulanceoverenskomst flyttet hen på en ny overenskomst, hvor der følger en stigning i løn, hævet pension og et ekstra bidrag til fritvalgskontoen.
Der bliver desuden sat gang i et projekt om ledernes arbejdsvilkår i regionerne.