Ny overenskomst: Højere løn og mere fritvalg til dig i kommunen

Efter mere end 12 intense dage var det to trætte, men også tilfredse chefforhandlere – FOA-formand Mona Striib og Lyngby-borgmester Sofia Osmani – der præsenterede overenskomstforliget på det kommunale område. ”Tak for dysten,” sagde Mona Striib (tv), før de to skiltes.

Reallønnen stiger, der indføres en fritvalgsordning, og børnefamilierne får bedre vilkår. Sådan lyder en del af det forlig, der landede i dag.

Morten Bruun

i dag kl. 18.29

Så er lønmodtagere og arbejdsgivere enige om de vilkår, der skal gælde på det kommunale arbejdsmarked de næste tre år.

Efter at have forhandlet i mere end 12 døgn skrev de onsdag under på en aftale, som har en ramme på 9,2 procent – men på grund af en teknisk detalje reelt lander på 9,4 procent.

Heraf går 6,27 procent til generelle lønforhøjelser for alle på det kommunale arbejdsmarked, mens den sidste del skal finansiere de øvrige elementer i forliget.

Det er en stærk aftale, som jeg er stolt over at have skrevet under på.

Mona Striib, Formand for FOA

Heriblandt to procent, der er afsat til de enkelte forbunds og faggruppers egne forhandlinger med arbejdsgiverne og altså kan resultere i yderligere lønforhøjelser.

”Det er en stærk aftale, som jeg er stolt over at have skrevet under på,” siger Mona Striib, der er formand for FOA og som formand for Forhandlingsfællesskabet også har siddet for bordenden som lønmodtagernes chefforhandler.

”Det er fornuftige og gennemarbejdede løsninger – og den økonomiske ramme er ansvarlig,” kvitterede Sofia Osmani, der er borgmester i Lyngby og kommunernes frontfigur ved forhandlingerne.

2.500 kroner mere om måneden

De generelle lønstigninger betyder, at alle får forbedret deres realløn over de næste tre år.

Det resultat fremhæver Mona Striib, fordi det betyder, at folk får flere penge mellem hænderne og altså får mere at handle for.

”Det er vigtigt i en tid, hvor en tur i supermarkedet kan være en bekostelig affære,” siger hun.

Oversat til kroner og øre betyder den generelle lønforhøjelse, at et gennemsnitligt FOA-medlem på fuldtid får en lønstigning inklusiv pension på 2.500 kroner om måneden før skat og ved slutningen af overenskomstperioden.

En aftale med nybrud

Det er ikke kun lønstigningerne, Mona Striib hæfter sig ved.

Hun peger også på de andre forbedringer, der er blevet plads til – og hvor der i nogle tilfælde er tale om nybrud i overenskomsterne.

For eksempel bliver der bedre vilkår for børnefamilierne. De får nu mulighed for også at holde fri på barnets tredje sygedag. Og den dag, forældrene ringes hjem for at hente deres syge barn fra institutionen, tæller ikke længere som en fridag, men som en såkaldt ’nul-dag’.

Der bliver også indført en fritvalgsordning, hvor den enkelte – med virkning fra 1. januar 2028 – selv vælger, om en del af lønsummen skal bruges på frihed, pension eller løn.

De gældende aftaler om for eksempel seniordage lægges ind under fritvalgskontoen, der også kommer til at rumme en ny, årlig fritvalgsdag til alle, der ikke har ret til omsorgs- eller seniordage og har brug for at købe sig til en ekstra fridag.

Det giver den enkelte mere fleksibilitet. Så det er godt, at den mulighed nu er kommet.

Mona Striib, Formand for FOA

Derudover afsættes der en ekstra pulje til de lavestlønnede i kommunerne, mens en anden pulje – som endnu en nyhed – er møntet på pension til elever. I begge tilfælde er der tale om to af FOAs mærkesager.

Vigtigt med fleksibilitet

Mona Striib lægger ikke skjul på, at FOA længe har ønsket sig en fritvalgsordning.

”Det giver den enkelte mere fleksibilitet. Så det er godt, at den mulighed nu er kommet,” siger Mona Striib i forventning om, at ordningen vil blive udbygget ved fremtidige fornyelser af overenskomsterne.

Tilsvarende glæder hun sig over muligheden i aftalen for at holde fri på barnets tredje sygedag.

”Det manglede bare med den hjælp til de pressede børnefamilier,” siger hun om den del af forliget.

12 komplekse dage

I 2024 måtte forhandlerne bruge seks døgn på at få det kommunale OK-forlig på plads. Dengang var de trætte, da de præsenterede resultatet.

I år har de forhandlet dobbelt så lang tid – uden at de dog virkede dobbelt så trætte, da de onsdag præsenterede aftalen oven på det, de kaldte ’et komplekst forløb’.

Det skyldes især, at man denne gang også skulle få styr på, hvordan man fortsætter arbejdet med løndannelse og lokalløn, der begyndte i kølvandet på trepartsaftalen i 2023.

Og så har den såkaldte deltidsdom, der faldt for tre uger siden, også været et benspænd.

Dommen betød, at ansatte på deltid nu skal honoreres for overarbejde og ikke blot merarbejde, når de arbejder flere timer end aftalt. Det vilkår bliver nu gældende – og parterne vil senere på foråret aftale, hvordan man i praksis håndterer den del af dommen, der handler om eventuelle efterbetalinger.

Sidste forlig mangler

Med onsdagens aftale er der taget et stort og vigtigt skridt i årets overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked.

Nu er der forlig både på statens og kommunernes område – og regionerne gik i gang med deres afsluttende forhandlinger umiddelbart efter, at kommuneforliget blev præsenteret.

Når regionerne er på plads, venter de forhandlinger, der alene handler om FOAs faggrupper i kommuner og regioner. Her kan der – som nævnt – blandt andet blive tale om yderligere lønforhøjelser via de særlige organisationspuljer, der indgår i onsdagens generelle forlig.

Herefter følger urafstemningen, hvor medlemmerne skal stemme om det samlede resultat. De nye overenskomster har virkning fra den 1. april i år.

Herunder kan du læse, hvad det betyder for din økonomi, fritvalgskonto, for børn og barsel og for dit arbejdsmiljø

Økonomi

Den samlede ramme er på 9,2 procent. Hertil skal dog lægges en teknisk korrektion på 0,2 procent.

To procent af rammen går til organisationspuljer.

Der afsættes 104 millioner kroner til en lavtlønspulje (løntrin 13-16).

Der afsættes 80 millioner kroner til pension til elever.

Via trepartsmidlerne fra 2024 afsættes der 505 millioner kroner til lokalløn og 300 millioner kroner til rekruttering.

Der afsættes 274 millioner kroner til forhøjelse af løn til ledere.

Fritvalgskonto

Med virkning fra 1. januar 2028 etableres der en fritvalgskonto, hvor den enkelte selv vælger, om en del af lønsummen skal bruges på fridage, pension eller løn.

Der indføres en fritvalgsdag til alle, der ikke har ret til omsorgs- eller seniordage.

Eksisterende aftaler om for eksempel seniordage og 6. ferieuge lægges ind under fritvalgskontoen.

De nuværende aftaler gælder indtil fritvalgsordningen træder i kraft.

Børn og barsel

Det bliver muligt at holde fri også på barnets tredje sygedag. Den dag, man eventuelt kaldes hjem for at hente sygt barn fra pasning, regnes fremover som nul-dag.

I forbindelse med barsel udvides antallet af deleuger mellem retlige forældre, sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer fra 6 til 8 uger.

Der etableres en i øvrigt en række barselsforbedringer – herunder lønrettigheder for sociale forældre, for nærtstående familiemedlemmer og for eneforældre med forældremyndighed.

Arbejdsmiljø

Aftalen om trivsel og sundhed på arbejdspladserne fornyes og skal indeholde en ret til livsfasesamtale.

Indsatsen mod vold, trusler og chikane fortsættes.

Periode

Forliget løber fra 1. april 2026 og frem til 31. marts 2029 og gælder 500.000 lønmodtagere.

Fagbladet anbefaler