Overenskomst for beredskabet på plads: Lønnen stiger

”De medlemmer, vi har på beredskabsoverenskomsten, vil opleve, at der sker mange gode ting for dem,” siger Thomas Brücker. Jørgen True

To uger senere end næsten alle andre overenskomster mellem FOA og KL, er der nu også indgået forlig på beredskabsområdet.

i dag kl. 15.42

Forliget om en ny overenskomst mellem FOA og KL på det kommunale beredskabsområde er landet.

Dermed er alle faggrupper i princippet klar til at stemme, når de efter påske skal stemme ja eller nej til de nye overenskomster.

”Vi har villet rigtig mange forskellige ting den her gang. Og selv om vi ikke kom i mål med det hele, så er jeg rigtig godt tilfreds,” lyder det fra formanden for FOAs Service-, Kost-, Teknik- og Beredskabssektor, Thomas Brücker.

Få overblik før du stemmer

  • FOA holder webinarer for medlemmer frem mod urafstemningen
  • Webinarerne er målrettet forskellige faggrupper
  • Alle webinarer optages og kan ses efterfølgende på foa.dk, hvis du er medlem

Program:

  • 25. marts: Webinar for tillidsvalgte i regionerne fra klokken 19 til 20.30 
  • 7. april: Webinar for social- og sundhedsansatte fra klokken 17.30 til 19 (Du kan tilmelde dig her)
  • 7. april: webinar for pædagogisk personale fra klokken 19.30 til 21 (Du kan tilmelde dig her)
  • 8. april: Webinar for medarbejdere indenfor teknik, beredskab, kost og rengøring fra klokken 18.30 til 20 (Du kan tilmelde dig her)

Vores medlemmer kan være rigtig glade for det. Ikke mindst for de rigtig pæne lønstigninger

Thomas Brücker, sektorformand

Urafstemning – sådan stemmer du om overenskomsten

  • Alle stemmeberettigede FOA-medlemmer kan deltage i urafstemningen
  • Du stemmer ja eller nej til din nye overenskomst
  • En enig hovedbestyrelse i FOA anbefaler, at medlemmerne stemmer ja
  • Flertallet af stemmerne afgør, om aftalen træder i kraft

Urafstemningen begynder den 7. april og varer frem til den 22. april

Han fremhæver især nogle pæne ekstra lønstigninger, der er på vej fra 1. april 2027, hvis overenskomsten stemmes igennem – det vil sige oveni lønstigningerne fra det generelle forlig mellem FF og KL

”Helt overordnet formår vi igen at hæve vores beredskabsassistenter og -beredskabsmestre med et løntrin. Og så får vi hævet lønindplaceringen for vores brandmestre og holdledere, så den fremover bliver noget højere,” nævner han.

”Det betyder samtidig, at man kommer til at stige endnu mere, når man som for eksempel beredskabsassistent vælger at gå ledervejen. På den måde bliver det i højere grad muligt at rekruttere fra egne rækker.”

Stor stigning i tillæg

Når det gælder tillæg for at arbejde aften, nat, weekend og på helligdage, er der også stigninger i vente til dem, der arbejder på døgnvagt.

Her er omregningsfaktoren blevet ændret, så der på bundlinjen bliver en mærkbar stigning på diverse ulempeydelser, oplyser Thomas Brücker:

Den nye overenskomst på beredskabsområdet

Her er nogle eksempler på, hvad der er aftalt mellem FOA og KL på beredskabsområdet, når det gælder den kommende treårige overenskomst, OK26. Ændringerne er fra 1. april 2027:

  • Beredskabsassistenter stiger fra løntrin til 21 til løntrin 22.

  • Brandmestre og underbrandmestre stiger fra løntrin 30 til løntrin 32. Her kommer der dog til at være en lokal modregning.

  • Beredskabsmestre stiger fra løntrin 34 til 35 – såfremt deres samlede løn svarer til løntrin 39 eller mindre. (Er man samlet aflønnet over løntrin 39, får man i stedet et grundlønstillæg på 4.924 kroner om året.

For alle overnævnte grupper, som er på den såkaldte landsoverenskomst, stiger pensionen fra 14,54 til 15 procent. Dertil kommer en fritvalgsprocent på 1,56 procent og et supplerende fritvalg på 0,52 procent.

Når det gælder grundlønstillæg for dem, der arbejder på det såkaldte protokollat 1, stiger det årligt for brandmænd til 11.558 kroner. For overbrandmestre stiger det til 8.445 kroner, og for korpsbrandmestre siger det til 4.924 kroner.

De tre grupper – samt underbrandmestre, brandmestre og andre medarbejdere på protokollat 1 – har også fået en supplerende fritvalgsprocent på 0,52 procent.

Omkring arbejdstidstillæg gælder det for alle faggrupper, at betalingen for forskudt tid på døgnvagt nu afregnes med 5/6 i stedet for 5/7. Det lyder teknisk, men meget forsimplet betyder det, at et timetillæg, der før lød på for eksempel 50 kroner, kommer til at stige med over 10 kroner.

Lønstigningerne i ovennævnte eksempler kommer udover de generelle lønstigninger, der blev aftalt i det generelle forlig, som blev indgået mellem Forhandlingsfællesskabet (FF) og Kommunernes Landsforening (KL) den 25. februar.

”Men samlet vil ulempeydelserne stige med ganske mange procent, fordi vi også har fået igennem, at lørdagstillægget begynder klokken 6 og ikke klokken 11. Det har været efterspurgt rigtig længe.”

Derudover er pensionsprocenterne samlet set kan havne ”et godt stykke over 16 procent”.

”Det betyder, at faggruppen får et relativt stort bidrag, de selv kan råde over i den fremtidige fritvalgsordning,” siger Thomas Brücker.

Se din nye løn

  • FOA arbejder på at gøre beregninger af lønstigninger klar
  • Som medlem kan du via foa.dk/ok26 få adgang og finde din faggruppe
  • Her kan du se, hvad overenskomsten betyder for din løn, pension og arbejdstidsbestemte særydelser 

FOA forventer at åbne for adgang i slutningen af uge 13. Du får besked, når det er muligt.

Håret i suppen

Til sidst er der håret i suppen. Det, som FOA – på trods af det langstrakte forhandlingsforløb – ikke kunne få KL med på i denne omgang.

”Vi ville rigtig gerne have været i mål med, at der kun skulle være tre stillingskategorier på området – et basisniveau, et mellemlederniveau og et leder-niveau,” siger Thomas Brücker.

Den kommende overenskomst kommer dog stadig til at omfatte de flere forskellige stillingsstrukturer, der er i dag, uddyber han.

Til gengæld er det aftalt med KL, at man i fællesskab vil arbejde videre på at forenkle stillingsstrukturen for beredskabsområdet. Det arbejde fortsætter man med i forlængelse af de forhandlinger, der netop er afsluttet.

”Selv om vi havde håbet på lidt mere, er vi på ingen måde kede af resultatet på området, og jeg synes også, vores medlemmer kan være rigtig glade for det. Ikke mindst for de rigtig pæne lønstigninger,” siger Thomas Brücker.

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler