Julen er ikke nem for alle - men traditioner og fællesskab mindsker ensomheden på plejehjem

Hver dag i december bliver der uddelt én kalendergave til en beboer på Lystholm Plejehjem i Fredensborg.

For nylig fik en beboer en figur af en gås. Kort efter sad syv ældre kvinder samlet omkring den og diskuterede, om det egentlig var en gås eller i virkeligheden en and.

”En lille ting som en kalendergave kan give anledning til flere timers snak. Det er et rigtig godt eksempel på, hvor lidt der skal til for at skabe et fællesskab,” fortæller Stine Midjord, der er leder på plejehjemmet.

Juletiden kan være svær for ældre, der har mistet en ægtefælle, sjældent får besøg eller for nylig er flyttet på plejehjem, hvor en følelse af savn og ensomhed kan trænge sig på.  

Derfor arbejder Lystholm Plejehjem i Fredensborg for at mindske ensomhed blandt beboerne ved at skabe fællesskaber og holde liv i traditionerne.

”Vi motiverer beboerne til at deltage i de aktiviteter, vi arrangerer. For når de deltager og er blandt andre, bliver følelsen af ensomhed og beboernes fysiske smerter sat på pause,” siger Adelina Selda, der arbejder som social- og sundhedshjælper på Lystholm Plejehjem.

Når det genkendelige skaber fællesskab

Ensomhed hører ikke kun julen til, men højtiden kan frembringe mange minder hos de ældre, der både er forbundet med glæde og savn, fortæller lederen Stine Midjord.

Derfor tager aktiviteterne ofte udgangspunkt i de juletraditioner, beboerne kommer fra.

Tidligere på måneden inviterede plejecenteret både familie og frivillige til julebag, så der var flere mennesker i huset – også for de beboere, der ikke selv har pårørende.

Ifølge Stine Midjord er julebag en aktivitet, hvor alle kan være med på deres egne præmisser, og hvor det genkendelige spiller en særlig rolle.

”Det giver anledning til nogle snakke, vi ellers ikke ville have. Om barndom, familieliv og yndlingsjulesmåkager. Selv de beboere, der er kognitivt udfordrede, bliver påmindet om deres tidligere liv,” siger Stine Midjord.

Også social- og sundhedshjælper Adelina Selda oplever, at det er en fordel, når aktiviteterne tager afsæt i noget velkendt. Beboerne får mere overskud til at deltage, og på den måde bliver deres kognitive evner også styrket.

”Mange af dem har svært ved selv at huske, hvad de plejede at kunne lide. Når beboerne deltager i aktiviteter og er med i fællesskabet, bliver de mindet om de ting, der engang betød noget for dem,” siger Adelina Selda.

Samvær på beboernes præmisser

For Adelina Selda handler arbejdet med ensomhed ikke om at presse beboerne ind i fællesaktiviteter, men om at vise, at mulighederne findes – også selvom svaret er nej første gang, der bliver spurgt.

”Det kræver tålmodighed og kendskab til den enkelte. Nogle gange handler det om timing, mens det andre gange gælder om at tage afsæt i noget, vi ved, betyder noget for dem. For eksempel hvis en beboer holder af at høre musik, forsøger jeg at lokke vedkommende med til kor,” siger hun.

Dog er der også beboere, der har levet et helt liv alene, og som trives bedst med ro og nærvær i mindre rammer.

”De store fællesskaber er ikke svaret for alle. For nogle giver det mere mening, at vi møder dem én til én i deres egen bolig til en snak over et puslespil,” siger social- og sundhedshjælper Adelina Selda.

”Vi forsøger så vidt muligt at tilpasse os beboernes behov. Hvis ikke de ønsker at være omkring en masse andre, kan nærværende én til én samtaler også mindske ensomhed.”