Portør så børns frygt på vej til operation – så byggede han noget, de ikke vil give slip på
Andreas Strange Nielsen fik en idé, der gør en svær situation lettere for børn. Projektet er blevet belønnet med et legat og har lært ham at udfordre sine egne grænser.
i dag kl. 10.27
Da portør Andreas Strange Nielsen takkede ja til at deltage i Frontløberuddannelsen på Rigshospitalet, var han intetanende om, at han under forløbet ville få brudt sine egne grænser og ende med at stå med et legat i hånden.
Det har været sjovt at tænke i nogle andre baner end dem, jeg er vant til.
Andreas Strange Nielsen, portør på Rigshospitalet
Under uddannelsen, som strakte sig over fire måneder, skulle deltagerne udarbejde et projekt skræddersyet til det nye Mary Elisabeth Hospital, der åbner i 2027.
”De talte om den legende tilgang, og den tanke kunne jeg godt lide,” forklarer Andreas Strange Nielsen.
Så kører vi
I de sidste fem år har Andreas kørt børn til operationsgangen og mærket den uro, der kan sætte sig i deres kroppe forud for en operation.
”Jeg ville gerne lave noget, som kan få børn til at give slip på den utryghed og ængstelighed, der raser inde i dem på vej til operationen. Hvis barnet slapper af, smitter det af på forældrene,” fortæller han.
I PlayLab – et legelaboratorium i tilknytning til Rigshospitalet – blev der tryllet med skumplader, limpistol, 3D-printer og en omgang elektronik.
Et instrumentbræt, som har fået navnet SmileStyret, blev vakt til live.
”Jeg kan ikke helt forklare, hvordan idéen opstod, men jeg tror, jeg er blevet inspireret af noget af det legetøj, mine døtre har,” fortæller Andreas.
Instrumentbrættet er udstyret med rat, gearstang, båthorn, blinklys og en særlig holder til et kort, som børnene kan bruge til at åbne elevatorerne med.
Vil ikke give slip
Et lille antal patienter har fået lov til at testkøre SmileStyret. En af dem var en lille pige.
”Hun var glad hele vejen ned til operationsstuen, men da vi kom ned på operationsgangen, hvor vi altid afleverer sengen med patienten ude på gangen, spurgte jeg, om jeg måtte få det tilbage. Det mente hun ikke, at jeg måtte,” fortæller han smilende.
Den oplevelse har fået Andreas til at overveje, om SmileStyret i fremtiden skal følge med børnene ind på operationsstuen. På den måde kan de sidde med det, indtil de falder i søvn – og nærmest køre ind i drømmeland.
Godt at få et skub
Lige så glad Andreas har været for at se børnenes respons, lige så urolig blev han, da han fik at vide, at han skulle fremlægge idéen i slutningen af forløbet.
”Havde jeg vidst, at det skulle slutte med en præsentation, havde jeg sagt nej til at deltage. Det ville have afskrækket mig. Det er nok et levn fra folkeskolen, men jeg bryder mig virkelig ikke om at stille mig op og tale foran folk,” fortæller han.
Omvendt kunne han heller ikke lide tanken om at trække sig, fordi der var noget inde i ham, der strittede imod.
Og på mange måder endte det med at blive en overraskende god oplevelse.
Til sin fremlæggelse viste Andreas Strange Nielsen en film, som en sygeplejerske havde filmet og klippet, hvor Andreas’ datter legede patient.
”Det var godt at blive presset ud i det her. For mig har det været meget sundt at blive skubbet ud i noget, jeg ikke brød mig om.”
Rattet skal udvikles
I alt har syv hold været på Frontløberuddannelsen. På hvert hold er ét projekt blevet tildelt et legat på 10.000 kroner fra Børneriget Fonden, og på Andreas’ hold blev der uddelt to.
Det ene gik til ham.
”Jeg er virkelig glad for den anerkendelse. Når man har været et sted i mange år, kører man lidt på autopilot. Det har været sjovt at tænke i nogle andre baner end dem, jeg er vant til,” siger han.
De 10.000 kroner er øremærket projektet og kan bruges til videreudvikling af SmileStyret, som lige nu kun er en prototype.
”Måske skal der et lille sidespejl på. Det kunne også være, at andre hospitaler kunne få glæde af det. Jeg vil helt sikkert holde mig til og følge processen,” siger han.